MedWatch

Medie: Justitsministerium vil starte undersøgelse af medicinalkæmpe

En sag om potentiel kræftrisiko ved brug af talkumpudder fra selskabet Johnson & Johnson får nu angiveligt det amerikanske justitsministerium til at intervenere.

Foto: Mike Blake / Reuters / Ritzau Scanpix

Det amerikanske justitsministerium arbejder angiveligt på at starte en strafferetlig undersøgelse af, hvorvidt det amerikanske medicinalkonglomerat Johnson & Johnson har løjet om den potentielle kræftrisiko ved selskabets talkumpudder.

Det oplyser anonyme kilder med kendskab til sagen til Bloomberg News.

Sidste år kunne nyhedsbureauet Reuters afsløre, at medicinalkæmpen i årtier vidste, at der i nogle tilfælde var asbest at finde i selskabets babypudder. Nyhedsbureauet havde gennemgået interne memoer, dokumenter og andre fortrolige dokumenter.

Johnson & Johnson har de seneste år kæmpet med flere sager, hvori det påstås, at selskabets babypudder har været skyld i blandt andet kræft i æggestokken.

I juli sidste år afgjorde domstolen i St. Louis eksempelvis ifølge The Wall Street Journal, at Johnson & Johnson skulle betale 4,69 mia. dollar i erstatning til 22 kvinder.

Det har ikke været muligt for Bloomberg News at få en kommentar fra det amerikanske justitsministerium.

Johnson & Johnson oplyser til nyhedsbureauet, at der ikke er sket en ny udvikling i sagen, og at selskabet fortsat vil samarbejde med myndighederne.

Derudover oplyser selskabet, at "Johnsons babypudder ikke indeholder asbest eller er årsag til kræft, hvilket understøttes af årtiers uafhængige kliniske beviser", skriver Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Mere fra MedWatch

Læs også

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier