Børsbejlere frygter ikke turbulente markeder: "Vi kommer til at ringe med klokken som planlagt"

Selvom flere selskaber har udskudt nærtforestående børsnoteringer, får det ikke hverken Alzheimers-firmaet Brain+ eller scanner-forhandleren Scandinavian Medical Solutions til at overveje samme skæbne. Begge går efter mindre millionbeløb, er attraktive investeringsobjekter, og desuden er markedssituationen langt fra crashet i 2008, lyder rationalerne.
Kim Baden-Kristensen, stifter og adm. direktør i Brain+, har trods turbulente markeder ikke planer om udskyde børsnoteringen af selskabet på vækstbørsen First North i København 7. oktober. | Foto: Brain+ / PR
Kim Baden-Kristensen, stifter og adm. direktør i Brain+, har trods turbulente markeder ikke planer om udskyde børsnoteringen af selskabet på vækstbørsen First North i København 7. oktober. | Foto: Brain+ / PR

Tæt på og alligevel så langt fra.

Onsdag skød selskabet Re-Match sine planer om 12. oktober at hente 260 mio. kr. på vækstbørsen First North til hjørne på ubestemt tid.

Ekstraordinær volatilitet og usikkerhed på de finansielle markeder blev angivet som årsag, og med beslutningen føjede Herning-selskabet sig til en række af andre firmaer, der på det seneste har udskudt deres planlagte børsnoteringer.

Ifølge Børsen er mindst en håndfuld selskaber på det seneste således trådt ud af fremskredne børsprocesser, og tidligere har også selskaber som Abacus Medicine, Union Therapeutics, Cytovac og Reapplix opgivet planer om at lade sig introducere på børsen.

Hos de helt friske børsbejlere fra Alzheimers-firmaet Brain+ og scanner-forhandleren Scandinavian Medical Solutions er man anderledes fortrøstningsfulde og uden betænkeligheder ved deres annoncerede IPO’s i oktober og november.

”Vi har ikke ændret i vores planer og overvejer det heller ikke. Vi kommer til at ringe med klokken som planlagt,” siger Kim Baden-Kristensen, stifter og adm. direktør i Brain+, til MedWatch.

Relativt beskedent millionbeløb

Brain+, der har specialiseret sig i udvikling af digitalt baserede behandlingsmetoder til bekæmpelse af demens og Alzheimers sygdom, meddelte forleden, at det går efter at rejse 15 mio. kr. på Nasdaq First North i København med første handelsdag 7. oktober.

Halvdelen af beløbet har Brain+, der forud for børsintroduktionen er værdisat til 40 mio. kr., allerede sikret sig gennem fortegning, og netop det forhold, at selskabet går efter så relativt beskedent et millionbeløb, giver grobund for optimisme.

”Jeg synes, vi er en god case. Vi er en lille case. Det er jo ikke sådan, at vi går ud og beder om et kæmpe beløb. Vi vil være attraktive, tænker jeg, uanset om der er noget volatilitet i markederne, hvilket der jo kan være fra tid til anden,” siger Kim Baden-Kristensen.

Uden at ville sammenligne Brain+ direkte med Re-Match – ”man er altid nødt til at se på den enkelte case, for at se, om den er attraktiv eller ej” – betoner direktøren, at beløbsstørrelsen selvsagt har betydning.

”Det er klart, at det sværere at rejse 260 mio. kr. end det er at rejse vores 15 mio. kr., som i virkeligheden kun er 7,5 mio., fordi vi havde 7,5 mio. i forhåndstegning. Det skal man selvfølgelig tage med i betragtning i forhold til, hvor realistisk det er, at man lykkes med en børsnotering,” siger Kim Baden-Kristensen.

Samme toner lyder fra Søren Jonas Bruun, partner i Gemstone Capital, der rådgiver Brain+ med børsprocessen.

”Jo større et udbud, man kommer med til et marked af en given størrelse, desto sværere er det jo selvfølgelig at gennemføre. Det, Re-Match kommer med, er jo et meget stort og ambitiøst udbud, må man sige, mens Brain+ med de 7,5 mio. kr. jo står overfor en helt anden og mere overkommelig opgave. Det er jo ikke flere 100 mio. kr. de skal ud at finde i samme marked,” siger Søren Jonas Bruun.

Paralleller til det svenske børsmarked

Børsrådgiveren drager i samme øjemed paralleller til det svenske børsmarked, som flere danske selskaber i øvrigt har tyet til de senere år, herunder 2curex, Expres2ion, Ascendis Pharma, Rhovac mf.

Både i Danmark og Sverige gælder således en proportionalitetslogik, lyder det.

”Vi kender det fra det svenske marked - at i situationer, hvor alting ikke går lige ud af det positive spor, så er dem, der lykkes, de mindre IPOs,” siger Søren Jonas Bruun.

Heller ikke hos scanner-selskabet Scandinavian Medical Solutions giver den aktuelle markedsuro anledning til overvejelser lig dem, der førte til Re-Match' beslutning om at udskyde sin notering.

Selskabet, der køber brugte hospitalsscannere fra hospitaler i Nordeuropa og sælger dem videre fra virksomhedens udgangspunkt i Aalborg til markeder over hele verden, fortalte i sidste uge, at det agter at rejse op mod 30 mio. kr. på First North, der skal bruges på at gøre det nordjyske selskab til en ”global markedsleder” på køb og salg af billeddiagnostisk udstyr.

Den ambition er intakt.

"Vi hos Scandinavian Medical Solutions fortsætter vores børsproces og ændrer ikke på vores børsnoteringsplaner og tegningsperiode, som vi vil informere markedet nærmere om inden længe," siger adm. direktør i Scandinavian Medical Solutions, Jens Krohn, til MedWatch.

Stigning i ’frygtens indeks’

I årets første halvdel er faktisk hele 14 nye selskaber med en samlet aktuel børsværdi på 4,4 mia. kr. blevet introduceret på vækstbørsen First North, men siden 7. juli, hvor selskabet Copyright Agent ramte kurslisterne, har det stået stille med nye noteringer.

Markederne har da også været mere end almindelig volatile. Stigende renter i USA, krise hos den kinesisk ejendomsgigant Evergrande, mangel på råvarer og frygt for corona-opblussen har skabt nervøsitet på de finansielle markeder.

Vix-indekset, også kendt som frygtens indeks, der måler markedets forventninger til de kommende kursudsving, er siden fredag i sidste uge steget fra 17,8 til 22,7 i takt med store dyk på blandt andre det danske C25-indeks.

Hos Brain+ maner man dog til besindighed.

”Der er gode og dårlige dage, og man kan ikke benægte, at der lige nu – med priser der går ned flere procent den ene dag for så at rette sig den næste – er megen turbulens. Men det sagt, kan jeg lige nu ikke få øje på nogen nedsmeltning umiddelbart,” siger Søren Jonas Bruun.

”Der er markedsturbulens, ja, men det er ikke sådan, at alle både skal ligge i havn af den grund,” tilføjer han og bakkes op af Kim Baden-Kristensen.

”Vi holder selvfølgelig altid nøje øje med, hvad der sker i markederne, og det er jo ikke sådan, at de pt. er ved at crashe eller noget i den retning. Det er jo ikke 2008 – var det det, ville det måske være en anden situation,” siger Brain+-direktøren med henvisning til finanskrisen dengang, der første til regulære kollaps på børserne verden over.

God forretning trods aktuel turbulens

I maj afdækkede Børsen, at 13 ud af 13 selskaber, der er gået på vækstbørsen siden 2017 og med mindst to år på børsen til at bevise deres værd, alle har fejlet på at levere på de vækstmål, de stillede investorer i udsigt ved noteringen

Men trods de aktuelle udsving i mest nedadgående retning er det for de 14 selskaber, der i 2021 indtil nu er blevet børsnoteret på First North i Danmark, faktisk gået temmelig godt.  

Havde man som investor tegnet aktier i dem alle og investeret et identisk beløb i hver, ville man efter blot en uges handel således have fået et gennemsnitligt afkast på hele 33 pct., oplyste Kapital Partner forleden i en meddelelse.  

Til sammenligning ville det gennemsnitlige afkast lyde på 1,1 pct. efter en uges handel, hvis man havde man investeret i C25-selskaberne på tidspunkterne for børsnoteringerne.

Jens Krohn fra Scandinavian Medical Solutions er da heller ikke bekymret for markedets udvikling pt.

Selskabet repræsenterer ifølge ham en ”en stærk case”, og hertil kommer, at markedet for selskabets scannere traditionelt ikke bliver påvirket af udsving i aktiemarkedet.

”Vi mener, at vores case er mere value-baseret, fordi vi år for år laver solide overskud og er en etableret og sund forretning,” siger Jens Krohn, der siden stiftelsen af Scandinavian Medical Solutions i 2018 har løftet omsætningen fra 31,2 mio. kr. i første fulde regnskabsår til 41,9 mio. kr. i 2019/2020.

Målet er i indeværende år at realisere en omsætning i det indeværende regnskabsår for 2020/2021 på 65-70 mio. kr.

”Vi oplever en fortsat positiv interesse fra markedet omkring vores case," siger Jens Krohn. 

Børsdebutant har ingen betænkeligheder ved notering på kritiseret dansk minibørs

Alzheimers-selskab vil hente 15 mio. kr. på børsen i Danmark  

Kapital Partner: Høje afkast for årets First North-børsnoteringer

Manden bag minibørsen First North vil have ordentlighed på hylderne

Selskab med fokus på psoriasis og gigt går på børsen 

Scanner-selskab valgte børsnotering for at beholde kontrollen: "Den kommende rekruttering bliver vores største udfordring" 

Nordjysk forhandler af brugte scannere går på børsen 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også