
Siemens Healthineers, der tjener sine penge på medicinsk udstyr til forebyggelse, diagnose, behandling og overvågning af sygdomme, er igen på gaden med hatten i hånden for at hente finansiering til det godt 100 mia. kr. store opkøb af Varian Medical, der blev annonceret sidste år.
Siemens Healthineers skal denne gang rejse 2,3 mia. euro gennem en privat placering af nye aktier.
Samlet set vil selskabet udbyde nye aktier svarende til 4,5 pct. af den eksisterende aktiekapital.
En stor investor havde allerede på forhånd garanteret 16-17 pct. af udstedelsen, skrev Siemens Healthineers i sin meddelelse.
Og siden har Bloomberg News tilføjet, at selskabet allerede har samlet tilstrækkeligt med ordrer til at gennemføre kapitaludvidelsen som planlagt.
Aktiesalget kommer omtrent et halvt år, efter at Siemens Healthineers rejste godt 2,7 mia. euro i markedet til finansiering af handlen.
Men ifølge meddelelsen fra onsdag aften er der ikke planlagt flere kapitalrejsninger i denne omgang.