Finanshus ser positive tendenser for GN's høreapparatdivision
GN stiger 5,3 pct. til 148,10 kr., efter at finanshuset JPMorgan ser positive tendenser for selskabets høreapparatdivision, GN Hearing, forud for regnskabet for første kvartal, der får den nuværende omsætningsprognose til at virke konservativ.
Finanshuset gentager den positive anbefaling ”overvægt” og løfter kursmålet med 2 kr. til 248 kr., skriver Bloomberg News.
Analytiker David Arlington har haft dialog med selskabets investor relations-afdeling, der gav en positiv kommentar om høreapparatdivisionen, hvor der meldes om god vækst i januar og februar på tværs af alle regioner, herunder også et opsving i Kina.
”I betragtning af dette momentum kan omsætningsvækstprognosen for 2023 for GN Hearing vise sig at være ”konservativ”,’” skriver JPMorgan ifølge Bloomberg News.
Trends for Audio-divisionen er fortsat udfordrende, skriver analytikeren, der dog pointerer, at rabatmultiplen allerede er afspejlet i aktiekursen.