Mangeårig GN-formand genopstiller ikke
Per Wold-Olsen har i 15 år tegnet det børsnoterede lydselskab GN udadtil. Ved næste generalforsamling er det slut.
Den 75-årige nordmand har valgt ikke at genopstille som formand, meddeler GN i en børsmeddelelse.
Bestyrelsen foreslår i stedet næstformand Jukka Pekka Pertola som ny formand og Klaus Holse som nyt medlem.
Finnen Jukka Pekka Pertola er en erfaren figur i forskellige bestyrelseslokaler rundt omkring i Danmark. Han er lige nu formand i både forsikringsselskabet Tryg, energiselskabet Siemens Gamesa, ingeniørselskabet Cowi og gaminghardware-selskabet Asetek.
GN skriver i børsmeddelelsen, at Per Wold-Olsen egentlig havde besluttet at gå på pension tidligere, men blev siddende, da flere store aktionærer bad ham blive.
Ifølge GN var det for at sikre kontinuitet efter en ny sammensætning af bestyrelsen i marts 2020 med tre nye eksterne medlemmer og efter de ekstraordinære omstændigheder som følge af covid-19-pandemien, krigen i Ukraine og endelig efter GN’s strategiske opkøb af Lively og Steelseries.
Nu er Jukka Pekka Pertola således foreslået til pladsen ved bordenden, og han har samtidig meddelt, at han vil reducere antallet af sine andre bestyrelses- og formandsposter senest i august 2023 for fuldt ud at overholde styringsstandarderne og investorernes krav.
Endelig indtager Klaus Holse en plads i lydselskabets bestyrelse. Han har haft flere ledende stillinger i globale techvirksomheder som Oracle, Microsoft og senest som adm. direktør for Simcorp. I dag arbejder Klaus Holse som bestyrelsesmedlem på fuld tid i teknologidrevne virksomheder. Han er desuden formand for Dansk Industri, skriver GN i børsmeddelelsen.
GN afholder generalforsamling d. 15. marts, hvor ændringerne skal stemmes igennem af aktionærerne.
Relaterede artikler:
Analytiker om formands-stop i GN: Et stort tab
For abonnenter