MedWatch

Analytiker lægger ikke så meget i Demant og GNs tab af markedsandele hos amerikanske veteraner

Corona-virussen er en langt større bekymring for analytikere, når det kommer til GN Hearing og Demant for øjeblikket, end de to selskabers tab i markedsandele hos de amerikanske veteraner.

Foto: Charles Dharapak/AP/Ritzau Scanpix

Den halve procent, GN Hearing og Demant gik tilbage i markedsandele hos den offentlige amerikanske salgskanal Vetarans Affairs (VA) i marts, skal man ikke lægge for meget i.

Her og nu er det mere konsekvenserne af coronapandemien, der har betydning for markedet, efter at høreklinikker er blevet lukket ned på mange markeder under krisen, som i øvrigt særligt har ramt den ældre del af befolkningen.

Det siger Jannick Lindegaard Denholt, der er analytiker hos AGB Sundal Collier.

"Den halve procent er, hvad det er. For mig er det ikke så vigtigt. At salget er gået tilbage med næsten 30 pct. samlet for høreapparater lægger jeg mere mærke til," siger han til Ritzau Finans.

GN Hearings markedsandel i VA-segmentet faldt i marts til 15,5 pct. fra 16,0 pct. måneden før, og Demants andel dykkede til 13,6 pct. fra 14,1 pct. De tabte markedsandele er samlet op af blandt andet Sonova, som øgede markedsandelen i segmentet til 54 pct. i marts fra 52,7 pct. i februar.

Det er coronavirusset og den nedlukning af det amerikanske samfund, som virusset har medført, som har fået salget af høreapparater til at falde. Derfor bør man ikke forvente en fremgang næste måned.

"Der er, som jeg har forstået det, stadig få butikker i USA, som har åbent, men når vi får tallene fra april, vil de nok være endnu værre. Når du ikke har det store onlinesalg i en branche, og der bliver lukket ned, så er det sådan, det er," siger Jannick Lindegaard Denholt og tilføjer:

"Høreapparatsbranchen er ligesom mange andre brancher ramt på den korte bane, hvor salget falder drastigt fra den ene dag til den anden. Det glemmer nogle måske."

Lanceringsvindue i maj er vigtigt

Der er hos VA to årlige lanceringsvinduer, hvor selskaberne kan introducere nye produkter - et den 1. maj og et den 1. november. Her er det GN af de danske selskaber, Jannick Lindegaard Denholdt har de største forventninger til.

"GN har for nylig lanceret flere formfaktorer til sin Quattro-serie, så det er den, man ligesom forventer, vil komme til et bredere publikum nu. Jeg tror, at det er begrænset, hvad Demant kommer med i denne omgang," siger han.

Ligeledes danske Widex forventer analytikeren ikke noget nyt fra til maj, selv om selskabet, der er en del af WS Audiology, for nylig har lanceret topproduktet Widex Moment.

Han understreger, at det er et svært marked at være i lige nu.

"Så vidt jeg forstår, må selskaberne ikke gå ud at promovere noget lige nu i USA, så det er et fuldstændig lukket land," siger Jannick Lindegaard Denholdt.

VA tilpasser høreapparater til militærveteraner, og segmentet udgør godt 20 pct. af det samlede amerikanske marked, der er verdens største enkeltmarked for høreapparater.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier