
Den italienske høreapparat-forhandler Amplifon noterede for årets første tre kvartaler en nedgang i omsætningen på 1,5 pct. til 587,2 mio euro.
I faste valutakurser var der dog tale om en omsætningsfremgang på 0,5 pct. Det fremgår af koncernens kvartalsrapport, som blev offentliggjort torsdag.
Overskuddet på EBITDA-niveauet blev på 70,5 mio. euro eller 20 pct. ringere end i samme periode sidste år. Og på EBIT-niveau faldt overskuddet til 35,1 mio. euro fra 53,7 mio. euro i de første ni måneder af 2012.
Volatilt og presset Europa
Amplifon noterer sig gode takter i Nordamerika og i Asien, som overdøver de dyste toner specielt fra Holland og fra svagere efterspørgsel på det europæiske marked generelt. Det hollandske marked har været hårdt ramt af ændringer af de offentlige tilskudsordninger.
For resten af 2013 venter Amplifon et fortsat ekstremt volatilt og presset marked i Europa, præget ikke mindst af regulatoriske ændringer i Holland (ændring af tilskudsordninger). Til gengæld synes udsigterne til vækst i både USA og Asien at være positive. Omvendt forudses negative valutakurseffekter på de oversøiske markeder, bemærker Amplifon.
Omkring 30 pct. af Amplifons salg stammer fra GN Resound-produkter. Amplifon sidder på omkring 9 pct. af det globale marked fordelt på 3250 butikker i 20 forskellige lande. I 2012 omsatte det italienske selskab for 847 mio. euro - svarende til godt 6,3 mia. kr.
Analytiker: Høreapparat-tal giver spændende udsigter