MedWatch

Læger tvivler på effekt af ny coronamedicin

En tabletbehandling mod corona, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, virker måske slet ikke, siger eksperter.

Foto: Marius Renner

Sundhedsstyrelsen meddelte torsdag, at den nu anbefaler behandling med lægemidlet molnupiravir til behandling af særligt udsatte patienter, der er syge med corona.

Men midlet - der sælges under navnet Lagevrio - får ifølge Ugeskrift for Læger kritik for ikke at være tilstrækkeligt virksomt. Og i værste fald slet ikke at have nogen effekt.

Kritikken kommer blandt andet Jan Gerstoft, der er professor i infektionsmedicin ved Rigshospitalet.

Han mener, at de foreløbige forskningsresultater med lægemidlet er for uklare og peger i for mange retninger til, at man kan konkludere ret meget ud fra dem.

Også den tværregionale ekspertgruppe fra regionerne, der er nedsat for at rådgive om mulige behandlinger af covid-19-patienter, er i tvivl om, hvorvidt molnupiravir overhovedet har nogen effekt.

"Jeg har fuld forståelse for den svære situation, Sundhedsstyrelsen står i."

"Men i dette tilfælde må vi stå fast på fagligheden og ikke give patienter lægemidler, som vi ikke tror virker," siger Hanne Rolighed Christensen, der er ledende overlæge ved Klinisk Farmkologisk Afdeling ved Bispebjerg Hospital.

Sundhedsstyrelsen forsvarer over for ugeskriftet dog beslutningen om at tillade lægemidlet.

"Med den stigende smitte og den hastige vækst i tilfælde af omikron er behandlingen endnu et værktøj fra kassen, som vi kan bruge til at reducere antallet af indlagte med COVID på hospitalerne."

"På grund af den måde, medicinen hæmmer virus på, har Lægemiddelstyrelsen vurderet, at behandlingen har effekt over for Omikron," siger sektionsleder Kirstine Moll Harboe i en skriftlig kommentar.

Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA er i gang med at vurdere molnupiravirs effekt på coronapatienter og har endnu ikke godkendt lægemidlet til den behandling.

I Storbritannien godkendte man brugen i november, mens man i Frankrig indtil videre har afvist at tillade det.

Ny tabletbehandling reducerer covid-risiko 

Sundhedstyrelsen tillader brug af corona-tablet uden om EMA 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier