Medie: WS Audiology tilføres over en milliard

WS Audiology, der er produktet af fusionen imellem Widex og Sivantos, har i juni 2020 fået tilført 1,1 mia. kr. i frisk likviditet, bekræfter selskabet over for Finans.dk.
Samtidigt skriver erhvervsmediet, at det ifølge flere kilder med indsigt i selskabet er utænkeligt, at WS Audiology kan komme på børsen før tidligst i 2022.
WS Audiology, der er ejet af EQT og ejerfamilierne bag Widex, Tøpholm og Westermann, er efter fusionen mellem Widex og Sivantos i 2018 blevet verdens tredjestørste høreapparatproducent med over 10.000 ansatte, en omsætning på omkring 14,9 mia. kr. og en markedsværdi på over 50 mia. kr.
I sit første regnskab efter fusionen kunne selskabet imidlertid notere sig et underskud på 2,1 mia. kr. og en indtjeningsevne under konkurrenterne.