Matas står over for spændende startfase

Matas står efter introduktionen fredag over for en spændende startfase.
Det vurderer Aktieugebrevet.
"Vi har svært ved at forestille os, at aktien bliver sendt ned under emissionskursen (115) den første måneds tid. Vi finder det overvejende sandsynligt, at der vil være professionelle investorer, der gerne vil have aktien i sin portefølje på grund af sin defensive karakter," skriver ugebrevet.
Ugebrevet vil dog ved fortsatte svaghedstegn på 1-2 måneders sigt "overveje at sætte aktien af".
Privatforbruget har stor betydning
"Men det vil også meget afhænge af udviklingen på det generelle aktiemarked. Desuden vil det også have betydning for os, at det bliver yderligere bekræftet, at danskernes privatforbrug nu så småt er begyndt at gå frem igen. Vi har de seneste 2-3 uger set tegn på dette, og det kan få stor betydning for Matas’ omsætning," vurderer ugebrevet.
Matas-ledelsen var på banen med meldinger om, at de udbudte aktier kunne være solgt til kurs 120, mens den faktiske emissionskurs blev 115. Aktien startede efter åbningen med at toppe i 125, hvorefter kursen faldt over dagen for at slutte i 119. Altså et plus på fire kroner, hvilket ugebrevet vurderer "på papiret som ganske pænt".
Det anføres dog, at der "bag ved den nogenlunde pæne første noteringsdag ligger det forhold, at lead manager for emissionen, Morgan Stanley, var i markedet som nettokøber for hele 333 mio. kr. I realiteten var der stort set ingen andre nettokøbere på førstedagen, hvilket kan afspejle, at alle investorer, private såvel som professionelle, har fået, hvad de ønskede.
Udenlandske sælger ud
Morgan Stanley er som lead manager også såkaldt stabiliseringsagent i aktien.
Ugebrevet fremhæver, at der på den anden side var et massivt udsalg i aktien.
"Største nettosælger var Nordea med et nettosalg fredag for 144 mio. kr., hvorefter der følger en række store udenlandske finanshuse som store nettosælgere. Med andre ord tyder meget på, at der især er tale om udenlandske professionelle investorer, der allerede nu sælger ud af deres nye Matas-aktier," oplyser ugebrevet.