Matas bliver solgt billigere end analytikernes skøn

Matas bliver udbudt til en pris på mellem 4 og 4,7 mia. kr., når det længe ventede børsprospekt offentliggøres i morgen, torsdag. Det skriver Berlingske.
Avisen har fået adgang til tre fortrolige analyser. Her skønner Danske Bank, at Matas' værdi ligger i niveauet 5,1 til 6,2 mia. kr. Carnegie regner med en pris på 5,5 til 6,5 mia. kr., mens SEB Enskildas vurdering er på 5 til 6 mia. kr. Tallene er dog uden den såkaldte børsnoteringsrabat og en yderligere rabat, fordi Matas har været ejet af en kapitalfond, britiske CVC.
De tre investeringsbanker er alle med som rådgivere i den planlagte børsnotering af Matas, og det betyder, at den reelle pris sandsynligvis bliver lavere. Ifølge Berlingske er vurderingen, at prisen bliver mellem 10 og 15 pct. lavere, end hvad de tre banker skønner.
Avisen skriver samtidig, at priserne er forbundet med stor usikkerhed, og at de fortsat kan ændres helt op til, at prospektet bliver offentliggjort.
Kæmpe udbytte
Ifølge avisen vil Matas' ledelse lokke potentielle investorer ved at udbetale et årligt udbytte på helt op mod 60 pct. af resultatet efter skat. Kun en mulig nordisk ekspansion kan ifølge analyserne spænde ben for den plan. Efter planen begynder de høje udbytter fra næste år, når detailkæden har betalt så meget af gælden, at den kun er to gange større end driftsindtjeningen.