Japan er klar til første stamcelleforsøg med mennesker

Japanske forskere gør klar til at foretage de første kliniske forsøg, hvor man bruger såkaldte iPS-celler i mennesker.
Foto: PR foto Stemcare
Foto: PR foto Stemcare

Japanske forskere er kommet et skridt nærmere de første kliniske forsøg, hvor man bruger Inducerede Pluripotente Stamceller i mennesker. Det skriver tidsskriftet Nature i sin nyhedsblog på sin hjemmeside.

Teknologien blev udviklet af en japaner, Shinya Yamanaka, som sidste år vandt en Nobelpris for sit arbejde, og den går i bund og grund ud på at omprogrammere voksenstamceller til at kunne omdanne sig til hvilken som helst celle i kroppen.

Forskerholdet bag det nye forsøg, som ledes af Masayo Takahashi fra Center for Developmental Biology i den japanske by Kobe, har netop fået grønt lys fra Institute for Biomedical Research and Innovation, som skal sponsorere det kliniske forsøg. Og nu mangler man blot at få tilladelse fra Japans sundhedsministerium inden man kan gå i gang med at rekruttere patienter.

Masayo Takahashi forventer at få denne tilladelse tids nok til at påbegynde studiet i indeværende finansår, som slutter i marts 2014, fremgår det af bloggen.

Studiet vil inkludere seks patienter, som er over 50 år gamle, med øjensygdommen aldersrelateret makulær degeneration. Forskerne vil fjerne beskadiget pigmentepitel og implantere en slags hinde af epitel, som er dannet fra iPS-celler fra patienterne selv.

Takahashi siger, at prækliniske studier har vist, at proceduren skulle være ganske sikker, og at selve det kirurgiske indgreb er den eneste lille sikkerhedsrisiko i forsøget. Studiet har ikke til formål at kurere patienter, men derimod at vise, at selve proceduren med iPS-celler i mennesker er sikker, hedder det i bloggen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også