
Det er lykkedes danske forskere på Københavns Universitet at lave en matematisk rekonstruktion af et lille område i hjernen, der gør dem i stand til at aflæse virkningen af ADHD-medicin.
Med den nye viden kan man på sigt udvikle mere effektive ADHD-lægemidler og forbedre doserne.
"Man har længe diskuteret, om behandling af ADHD med Ritalin og lignende stoffer påvirker belønningssystemet i nævneværdig grad, simpelthen fordi den dosis, man giver patienterne, er så lav. Vi har nu som de første vist, at visse dele af dopamin-signalet er ekstremt følsomt over for stoffer som Ritalin. Samtidig har vi lavet en samlet teori for, hvordan sådanne stoffer påvirker dopamin-signalet," udtaler postdoc Jakob Kisbye Dreyer fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, der har udviklet den matematiske model, i en meddelelse.
Dobbelt effekt
Stoffer som Ritalin kan have modsatrettede virkninger: Ved høj dosis øger det aktiviteten, ved lav dosis reducerer det aktiviteten. Derfor kan det være en vanskelig og tidskrævende proces at finde den rigtige dosis til patienterne.
"Med vores teori kan vi forklare denne dobbelte effekt. Dopamin-signalet i den del af hjernen, der styrer vores motoriske adfærd, bliver først påvirket ved højere dosis, end den man normalt vil modtage, hvis man er i behandling. Men samtidigt peger vores model på, at tærsklen til for høj dosis er meget følsom. Det kan forklare, hvorfor de små individuelle forskelle imellem patienter kan have stor betydning for behandlingen," udtaler Jakob Kisbye Dreyer.
På længere sigt håber forskerne, at den nye indsigt kan hjælpe lægerne med bedre at vurdere, hvilken dosis den enkelte patient har brug for.
Modellen kan desuden bidrage til forståelse af, hvilke signaler i hjernen, der har betydning for ikke kun ADHD, men også skizofreni, Parkinsons syge og stofmisbrug.
Studie: Sammenhæng mellem rygning og ADHD
Dansker ny topchef i ADHD-gigant
Medicinalgigant bruger milliarder på ADHD-opkøb
ADHD-forskning med Protacs kugledyne giver eksport-boost
Flest voksne spiser ADHD-medicin