Gennembrud giver fornyet håb om stamcellebehandling

På blot ti dage kan en stamcelle nu blive til en frisk hjernecelle. Det er, hvad forskere fra Lunds Universitet ifølge Ingeniøren har præsteret.
Tidligere tog processen mellem 50 og 60 dage. Og den øgede hastighed er yderst væsentlig for behandlingsmulighederne.
"Det er meget hurtigt i forhold til tidligere, og klinisk er det meget vigtigt, for hvis man skal bruge metoden til at lave celler til behandling af patienter, er det nødvendigt, at man hurtigt kan generere en masse celler i et laboratorium," siger Agnete Kirkeby, der er post doc på Lunds Universitet og en del af holdet bag forskningsprojektet, til Ingeniøren.
Simpel metode
Samtidig er metoden også mere effektiv, fordi den giver nogle meget rene cellekulturer.
Forskernes metode er endda ret simpel. Med inspiration fra udviklingen i fosterhjernen har de efterlignet to naturlige stoffer i laboratoriet, som, alt efter hvordan de bliver doseret, styrer fosterstamcellernes udvikling til at blive de forskellige typer af nerveceller.
Det, man ifølge forskeren betragter som den største risiko ved at bruge stamceller, er, at der kan være en kontaminering af stamceller, som ikke har modnet sig til at blive nerveceller.
Snarlig afløsning til medikamenter
"Hvis man transplanterer dem ind i hjernen, kan de dele sig rigtig meget, fordi stamceller har potentialet til at dele sig uendeligt mange gange, og så de kan simpelthen danne en tumor," forklarer Agnete Kirkeby.
Men det problem har forskerne løst ved hurtigt og sikkert at kunne omdanne stamcellerne til de rigtige hjerneceller i laboratoriet, og det giver håb om, at behandling med hjerneceller fra stamceller snart vil kunne afløse medikamenter til behandling af Parkinson.
I første omgang skal forskerne nu til at foretage flere sikkerhedsforsøg i en større skala, men de regner med at have celler klar til at kunne transplantere ind i de første patienter i 2017 i forbindelse med kliniske forsøg.
Stamceller: Så langt er vi nået
Så god er Danmark i kampen om at finde stamcelle-kurene
Relaterede artikler:
Stamceller: Så langt er vi nået
For abonnenter
Så god er Danmark i kampen om at finde stamcelle-kurene
For abonnenter