Private selskaber skal købe strålekanoner i Region Sjælland
Det bliver et privat firma, der skal købe og drive to nye strålekanoner på Næstved sygehus.
Der er der ifølge Berlingske lagt op til, når Region Sjælland i løbet af det næste år via et offentligt-privat partnerskab (OPP) vil bede private selskaber byde på opgaven med at finansiere og etablere to nye strålekanoner på Næstved Sygehus.
Til gengæld for det, får selskabet en leje- og driftsaftale med regionen i en længere årrække, og den private aktør overtager driften og vedligeholdelsen af de strålekanoner, som Region Sjælland råder over nu.
Næstformand i regionsrådet i Region Sjælland Jens Stenbæk (V) siger til Berlingske, at man med partnerskabet håber på, at kunne få hurtigere gang i de to strålekanoner og at kunne gøre det billigere.
I Medicoindustrien glæder direktør Peter Huntley sig over idéen:
"Vi forventer klart, at det er noget, som vil vokse i fremtiden i forbindelse med den dialog, som man er nødt til at have mellem sundhedsvæsenet og industrien. Men det kræver også bedre rammevilkår og incitamenter til at gå ind i den type samarbejder," siger Peter Huntley til Berlingske.
Med projektet håber Region Sjælland at kunne behandle brystkræftpatienter på Næstved Sygehus fra 1. april 2013 med åbningstider helt til klokken 22.
Relaterede artikler:
Offentlig-privat samarbejde bag nyt intensivkoncept
For abonnenter