
De danske privathospitaler bakker op om Forbrugerrådets udspil om at forbyde “slagtilbud på silikonebryster”.
Det skriver Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, (BPK), i en meddelelse på foreningens hjemmeside.
Udmeldingen kommer bl.a. på baggrund af en artikel på dr.dk, hvori det hedder, at ”en række københavnske plastikkirurgiske klinikker bruger populære tilbudssites som tilbudibyen.dk og sweetdeal.dk til at få kunder i butikken, men det vil Forbrugerrådet have stoppet.”
”Det er problematisk, at man tilbyder sundhedsydelser på de her sites,” siger Signe Jensen fra Forbrugerrådet til dr.dk og fortsætter:
”Det er noget andet at købe et par nye bryster end at købe en brødrister. Man bliver nødt til at tænke sig lidt mere om, men det er ikke muligt, når man får det kastet i hovedet på den her måde. Der er mange, der vil blive lokket.”
De Radikales sundhedsordfører, Camilla Hersom, peger i den forbindelse på, at hun vil gøre sit til at få ændret markedsføringsloven, så sundhedsydelser ikke kan markedsføres på den måde.
Næstformand i BPK, Jens Jacobsen, siger i meddelelsen:
”Vi er enige med Forbrugerrådet i, at et operativt indgreb, herunder en brystforstørrelse, ikke er noget, man skal tage beslutning om i huj og hast, fordi der her og nu er et godt tilbud. Kirurgi er ikke og skal ikke være en vare på linje med takeway-mad, der kan bestilles med et enkelt klik.”
Han understreger, at de klinikker, der annoncerer med slagtilbud på brystoperationer, er ikke medlemmer af brancheforeningen.
Mere fra MedWatch
Analytikere ser købere til GN men tvivler på et salg
Med en lav værdiansættelse, en høj strukturel værdi og ingen dominerende aktionærer giver det god mening, hvis internationale kapitalfonde og industrielle spillere lige nu lurer på at købe høre- og lydkoncernen GN Store Nord, mener to analytikere, men om det reelt kommer til at ske, tvivler de dog på.