MedWatch

To i Danmark er bekræftet smittet med ny coronavariant

Ny coronavariant ser ud til at være mere smitsom end hidtil, og nu er to tilfælde kommet til Danmark, oplyser Statens Serum Institut.

To personer er bekræftet smittet med coronavarianten Omikron, efter at de er indrejst til Danmark fra Sydafrika, oplyser direktør i SSI, Henrik Ullum. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

To personer er bekræftet smittet med coronavarianten Omikron, efter at de er indrejst til Danmark fra Sydafrika.

Det oplyser Statens Serum Institut søndag i en pressemeddelelse.

Varianten bekymrer internationalt, fordi den ser ud til at være mere smitsom end Delta-varianten, som dominerer smitten globalt.

"Vi er nu færdige med helgenomsekventeringen af PCR-prøverne fra de to rejsende og kan nu bekræfte, at der er tale om to tilfælde af virusvarianten Omikron," siger direktør Henrik Ullum.

Han kalder det forventeligt og fastholder derfor strategien om intensiv overvågning af smitte i hele landet.

"Vi ønsker at forhale tiden, så vi når at få vaccineret flest muligt og kommer længere igennem vinteren, før den for alvor kommer til Danmark, som vi formoder, at den vil," siger Henrik Ullum.

Han har tidligere pointeret, at der løbende kommer nye mutationer og nye coronavarianter, hvilket seruminstituttet følger med i.

De to indrejsende personer er nu i isolation hjemme.

Virusvarianten blev først fundet i det sydlige Afrika, men er siden bekræftet i en række lande, herunder i Storbritannien, Tyskland, Holland og Belgien. Flere lande har derfor lukket deres grænser for visse sydafrikanske lande.

Seruminstituttet undersøger i øjeblikket, om der er tidligere tilfælde i Danmark med varianten.

Det gør myndighederne ved at se på personer med en rejsehistorik og et positivt PCR-testsvar fra de seneste ti dage for at se, om der kan gemme sig andre mulige Omikron-tilfælde.

Da det er en ny variant er meget endnu uvist. Blandt andet vides det ikke, om den giver andre symptomer end det oprindelige virus.

Den har dog en lang række mutationer, og flere sidder i et område, hvor mutationer tidligere har vist sig at nedsætte virussets følsomhed over for vacciner.

Andre mutationer sidder et sted, der kan gøre virusset mere smitsomt.

Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med at opspore nære kontakter og andre og opfordrer til at gå i isolation.

Da det er en ny og foreløbig bekymrende variant, bliver også kontakter i andet og tredje led anbefalet at gå i isolation.

SSI: Ny variant kan være første konkurrent til dominerende Delta

To mistænkte tilfælde af ny corona-variant er fundet i Danmark

Den nye coronavariant breder sig hurtigt i Europa

Medicinalgiganter blæser til kamp mod ny coronavariant 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier