MedWatch

To mistænkte tilfælde af ny corona-variant er fundet i Danmark

Inden for de næste dage kan man bekræfte, om to personer i Danmark er smittet med den nye coronavariant.

Inden for de næste dage kan man bekræfte, om to personer i Danmark er smittet med den nye coronavariant, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S). | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

To mistænkte tilfælde af den nye coronavariant Omikron er påvist i Danmark hos rejsende fra Sydafrika.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.

Sundhedsministeriet skriver i pressemeddelelsen, at der er stor sandsynlighed for, at der er tale om varianten Omikron.

Det kan dog først blive endeligt bekræftet inden for de næste dage, når man har resultatet af en helgenomsekventering.

"Myndighederne har en begrundet mistanke om, at vi har de første to tilfælde af den nye variant Omikron i Danmark. Varianten er blevet fanget i de variant-PCR-test, som SSI laver på positive prøver, og derfor har vi hurtigt fanget varianten."

"Vi er et af de lande, der har den mest omfattende overvågning af varianter, og derfor er det ikke overraskende, at vi tidligt finder tilfælde i Danmark," siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

Sundhedsministeren siger desuden i pressemeddelelsen, at de smittede er i isolation, og at myndighederne er i gang med at opspore deres nære kontakter og nære kontakters nære kontakter.

"Det er vigtigt at sige, at der stadig er meget, vi ikke ved om Omikron. Derfor kommunikerer vi, så snart der er nyt," lyder det i pressemeddelelsen.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler desuden, at alle der kommer til Danmark eller er kommet til Danmark siden 16. november og har været i Sydafrika, Lesotho, Mozambique, Zimbabwe, Botswana, Namibia og Eswatini (tidligere Swaziland, red.), lader sig teste og går i isolation, indtil de er testet negative på dag seks.

Det gælder, uanset om man er vaccineret eller ej.

Er man nær kontakt til en, der er smittet med den nye variant, anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed, at man går i isolation og lader sig teste på dag et, fire og seks.

Man kan bryde isolationen, hvis man tester negativ på dag seks.

Den samme anbefaling gælder for nære kontakter til nære kontakter til smittede med Omikron.

"For at være på forkant vil den intensiverede smitteopsporing også gælde i forbindelse med smittede fra de pågældende lande, men hvor vi endnu ikke kender varianten," sige Birgitte Drewes.

De skærpede anbefalinger fra Styrelsen for Patientsikkerhed gælder, indtil man ved mere om den nye variant.

Omikron blev først fundet i Sydafrika, men er allerede fundet i flere europæiske lande som Belgien og Tyskland.

Fredag meddelte Statens Serum Institut, at man fra midnat ville skærpe rejserestriktionerne for Sydafrika og de seks førnævnte nabolande.

Den nye coronavariant breder sig hurtigt i Europa

Joe Biden vil ophæve patentrettigheder på coronavacciner

Statsstøtte sender Danmark først i køen til coronavaccine fra Bavarian Nordic 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier