MedWatch

ALK-boss skyder coronapaskrav ned: "Giv os hellere lov til at kræve PCR-test"

Topchef i allergikoncernen ALK, Carsten Hellmann, vil hellere kunne kræve en gyldig PCR-test af sine medarbejdere og tilladelse til at få den vist frem, end muligheden for at kræve coronapas. Sidstnævnte er nemlig ikke en garanti for, at smitte ikke kan brede sig.

ALK-topchef Carsten Hellman giver ikke meget for ideen om at få lov til at se coronapas for de ansatte. | Foto: ALK / PR

Mærsk gør det. Novo Nordisk gør det. Rema 1000 gør det, og flere andre danske virksomheder er givet på vej til at gøre det samme: At indføre vaccinekrav og coronapas for, at deres medarbejdere kan møde ind på arbejdet og være ansat i selskaberne.

Hos allergivirksomheden ALK, der holder til i Hørsholm nord for København, er man dog ikke på samme linje.

Topchef Carsten Hellmann har nemlig ikke meget fidus til coronapasset, der som bekendt blot angiver, at man på et tidspunkt inden for de seneste 12 måneder er blevet vaccineret, eller at man tidligere, inden for de seneste 6 måneder, har været syg med covid-19.

Passet siger imidlertid ikke noget om personens helt aktuelle sygdomsstatus, og det har vist sig, at selv vaccinerede og tidligere smittede sagtens kan blive smittet igen og dermed atter være smittebærere.

"Jeg er slet ikke klar til at tage den store hånd frem og sige, at nu indfører jeg vaccinekrav eller coronapas. For det at have et coronapas betyder jo ikke, at du dermed ikke får folk, der bringer smitte med ind - f.eks. hvis man skulle holde et stort arrangement med 600-700 mennesker til en julefrokost eller lignende," siger Carsten Hellmann til MedWatch.

PCR-test frem for coronapas

Det trak overskrifter, da A.P. Møller – Mærsk i sidste uge fortalte, at virksomheden vil indføre vaccinekrav for sine kontoransatte i Danmark og udlandet.

Onsdag fulgte Novo Nordisk efter, da virksomheden fortalte, at medarbejdere fra 12. november skal vise et gyldigt coronapas for at deltage i større møder, sociale arrangementer og for at være i selskabets fitnesscentre.

Og hos Genmab ligger tanken om vaccinekrav heller ikke fjernt, fortalte adm. direktør Jan van de Winkel torsdag til MedWatch.

Ifølge en rapport fra Statens Serums Institut er der i perioden fra 27. december til og med uge 42 blevet påvist 24.722 covid-19-infektioner, hos personer, der er fuldt vaccineret.

22.682 af dem er påvist, efter at vaccinen burde have fuld effekt. Det svarer til, at 0,5 pct. af alle covid-19-vaccinerede i Danmark, nu er blevet ramt af de såkaldte gennembrudsinfektioner.

Det at have et coronapas betyder jo ikke, at du dermed ikke får folk, der bringer smitte med ind - f.eks. hvis man skulle holde et stort arrangement med 600-700 mennesker til en julefrokost eller lignende.

Carsten Hellmann, adm. direktør i ALK

Tallene er ikke gået Carsten Hellmanns næse forbi.

"Hvis du kigger på incidensraten, så vil 10-20 per definition være smittet til en potentiel fest, vi på ALK ville holde for en 600-700 af vores ansatte. I sådan en situation ville et coronapas jo ikke hjælpe en dyt," siger Carsten Hellmann.

Det ville en PCR-test taget indenfor f.eks. det seneste døgn derimod gøre. 

Men som reglerne er i dag, må en arbejdsgiver ikke kræve, at de ansatte skal have været igennem en podning i de efterhånden så kendte hvide testtelte, før de møder på arbejde – eller til fest for den sags skyld i virksomhedernes lokaler.

"Det må jeg ikke. Ifølge GDPR og lovgivningen må jeg ikke kræve, at folk til f.eks. firmaarrangementer tager en PCR-test, og jeg må ikke kræve at se den," siger Carsten Hellmann.

ALK har 2600 medarbejdere globalt, heraf cirka 900 i Danmark. Af de 900 danske medarbejdere er de største funktionsområder Product supply med omkring 400 medarbejdere og R&D med cirka 300 medarbejdere. Resten arbejder med salg- og marketing, finans og it, kvalitetssikring og HR.

"Står det til mig, skal vi have tilladelse til at kræve PCR-test og visning af PCR-test-resultater for vores medarbejdere. Jeg vil hellere kæmpe for det, end at gå ud at sige, at nu indfører jeg coronapas," uddyber han.

Hjemmearbejde og adskilt personale

I ALK gør man allerede en del selv for at hindre smitte på selskabets matrikler.

"Vi har f.eks. segregeret (adskilt, red.) de forskellige personalegrupper, så produktionsfolk ikke møder administrative folk, og vi har mange flere med hjemmearbejde, end vi før har haft. I øjeblikket klarer vi det den vej rundt," fortæller ALK-direktøren.

Står det til mig, skal vi have tilladelse til at kræve PCR-test og visning af PCR-test-resultater for vores medarbejdere. Jeg vil hellere kæmpe for det, end at gå ud at sige, at nu indfører jeg coronapas,

Carsten Hellmann, adm. direktør i ALK

Ifølge ham er det ikke alle virksomheder for hvem et coronapas vil være en fordel. Om nogen overhovedet.

"Man skal tænke sig godt og grundigt om, inden man bare går ud og kræver coronapas. Det afhænger jo af, hvor du står som selskab. Hvad nu hvis halvdelen af mine produktionsmedarbejdere ikke har, ønsker eller vil have coronapas, hvad så? Skal jeg så lukke min produktion? Det kan jeg jo ikke," siger Carsten Hellmann.

Ren symbolpolitik

Regeringen fik for nyligt flertal for at genindføre krav om coronapas på indendørs serveringssteder og i nattelivet samt ved større arrangementer. Det gælder fra fredag, og onsdag fortalte Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse, at regeringen vil undersøge muligheden for, at nogle virksomheder kan kræve en coronatest af deres ansatte.

Til formålet har regeringen fredag indkaldt repræsentanter for arbejdstagere og arbejdsgivere til trepartsforhandlinger for at drøfte sagen.

Carsten Hellmann giver imidlertid ikke meget for de bestræbelser.

"Det er ren symbolpolitik i min verden. Folketinget besluttede i august, at nu var corona overstået, og at alle testcentre skulle lukkes. Nu står vi så i kø for at blive testet igen. Jeg tror, at vi kommer til at leve med det her længe, og coronapas vil ikke gøre den store forskel. PCR-test er en bedre løsning," siger Carsten Hellmann.

Novo Nordisk indfører krav om coronapas i Danmark

Genmab overvejer coronatest af medarbejdere – afventer retningslinjer 

Mere fra MedWatch

Coloplasts nye skattedetaljer viser enorme nationale forskelle - Danmark blandt de laveste skatteopkrævere

Mens Coloplast betaler godt 20 pct. i effektiv skattesats herhjemme, lægger medicoselskabet næsten 40 pct. i skatteposen af sit overskud i Frankrig, viser nye detaljerede skatteoplysninger fra virksomheden. Størstedelen af medicoselskabets ansatte arbejder i Ungarn, hvor firmaet også betaler den laveste selskabsskat på bare 15 pct, men produktionen er lagt i landet af en række andre årsager, fortæller Coloplast.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier