MedWatch

Studie underbygger teori om at corona kom til USA i 2019

Mindst ni amerikanere havde antistoffer mod corona allerede i starten af 2020, viser nyt studie.

Foto: Juan Mabromata/AFP / AFP

Tidligere har der været fundet tegn på, at coronavirusset kom til USA, tidligere end man troede.

Nu har resultater fra et nyt studie bidraget med yderligere bevis for, at det rent faktisk er tilfældet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Bag studiet står USA's Nationale Institut for Sundhed (NIH), der har analyseret 24.000 blodprøver indsamlet fra frivillige i hele landet fra 2. januar til 18. marts 2020.

Perioden skal ses i det lys, at det første tilfælde med coronasmitte i USA først blev registreret officielt 21. januar 2020.

Via to forskellige testmetoder blev antistoffer mod coronavirusset fundet i ni af de frivilliges blodprøver.

Det er interessant, fordi antistoffer som regel dannes, efter man har været syg med coronavirus, eller efter at man er blevet vaccineret mod virusset.

De er kroppens forsvar mod at blive syg, hvis man bliver smittet med virusset.

"Ved at undersøge blodprøver for antistoffer kan vi blive klogere på, hvordan coronavirusset spredte sig i USA i de første dage af den amerikanske epidemi, hvor det endnu var tidligt med at teste for virusset," siger Keri Althoff, leder på studiet og professor ved epidemiologisk afdeling på Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health, ifølge AFP.

Resultaterne fra NIH's studie ligner dem, som USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) fandt frem til i en lignende undersøgelse i november.

Målt på antallet af registrerede smittetilfælde og coronarelaterede dødsfald er USA i top for hele verden. Landet har alene haft over 33 millioner smittede og mere end 600.000 tilfælde, hvor smittede personer er døde.

Det viser tal fra Johns Hopkins University, der har indsamlet coronatal under pandemien.

Tallene kan dog ikke tolkes sådan, at USA derfor har været hårdest ramt af coronapandemien.

Eksempelvis har flere lande forskellige måde at gøre deres tal op på. Det gør, at man bør tage forbehold i sammenligninger mellem lande.

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier