MedWatch

Studie: Fedtlever øger risikoen for cirrose og leverkræft markant - særligt i diabetikere

Folk, som lider af ikke-alkoholisk fedtleversygdom og den mere fremskredne version af tilstanden kaldet NASH har betydeligt større risiko for at udvikle alvorlig ardannelse på leveren kendt som cirrose samt kræft i leveren. Det viser et nyt studie, hvor det samtidig konkluderes, at risikoen er særligt udtalt i patienter med diabetes.

Patienter med ikke-lakoholisk fedtlever og diabetes har særlig stor risko for at udvikle leverkræft, viser et nyt studie. | Foto: /Ritzau Scanpix/Asger Ladefoged

Sygdommen ikke-alkoholisk fedtleversygdom (NAFLD) fører til en markant øget risiko for udvikling af omfattende ardannelse på leveren, der med tiden kan medføre leversvigt, og for udvikling af leverkræft.

Det er konklusionen af et nyt, stort europæisk studie, skriver Reuters.

NAFLD minder om den fedtlevertilstand, man kan se i personer, der drikker for meget alkohol. Men istedet for alkohol skyldes sygdommen i høj grad fed kost. Sygdommen kan blandt andet opstå som følge af fedme, diabetes, forhøjet fedt- og kolesterol i blodet eller inflammatorisk tarmsygdom, og det er i nyere tid blevet den mest udbredte leversygdom i verden.

Derfor har man i medicinal- og biotekindustrien også fået øjnene op for NAFLD og særligt den mere fremskredne version af sygdommen kaldet ikke-alkoholisk steatohepatitis (NASH).

Øget risiko forstærkes af diabetes

I forbindelse med NAFLD kan der opstå skader og ardannelse på leveren kendt som fibrose, og det kan med tiden udvikle sig til cirrose, hvor ardannelsen er så udtalt, at der er risiko for, at organet helt holder op med at virke.

I det nye studie, som er beskrevet i BMC Medicine har et forskerhold anført af Dr. William Alazawi fra Barts Liver Center og University of London studeret data på 18 millioner europæere for at se på risikoen for, at patienter med NAFLD eller NASH udvikler cirrose eller leverkræft.

Efter at have taget højde for alder, såkaldte body mass index (BMI), og om patienterne ryger eller ej, fandt man frem til, at folk med en af de to levertilstande havde 5 gange så stor risiko for at udvikle cirrose, som folk med en rask lever, mens risikoen for at udvikle leverkræft var 3,5 gange så stor.

Samtidig havde patienter med højrisiko-leverfibrose mere end 33 gange så høj risiko for at udvikle cirrose som patienter med mild leverfibrose og 25 gange så stor risiko for at udvikle leverkræft. Herudover havde diabetikere med NAFLD eller NASH mere end dobbelt så høj risiko for at udvikle cirrose og kræft i leveren, som leverpatienter uden diabetes.

Blandt alle de patienter i studiet, som udviklede cirrose, var det cirka halvdelen som udviklede det 2-3 år efter, de blev diagnosticeret med NAFLD, og blot seks måneder efter, at de fik stillet diagnosen NASH.

Vigtig viden

Ifølge William Alazawi viser studiet, at der er et stort behov for en "mere systematisk måde til at opdage leversygdommen i patienter".

På nuværende tidspunkt er den eneste måde at diagnosticere patienter med NAFLD/NASH en biopsi - en ganske invasiv procedure, hvor man tager en vævsprøve af leveren. Og i industrien er der netop stort fokus på at forbedre diagnosticering af sygdommen og finde frem til nye og mindre invasive løsninger.

"Det faktum, at patienter fik diagnosticeret cirrose eller leverkræft inden for et par år efter, de blev diagnosticeret med NAFLD/NASH, indikerer, at patienterne bliver diagnosticeret sent i sygdomsforløbet," udtaler han og tilføjer:

"At vide, at diabetes er en uafhængig risikofaktor for cirrose og leverkræft, er meget vigtigt fra et klinisk perspektiv, da det hjælper os til at fokusere kræfter på at finde patienter, der kan drage nytte af tidlig indgriben."

Flere af de mange biotek- og medicinalselskaber, som i disse år forsøger at blive den første aktør på markedet med en godkendt medicinsk behandling mod NAFLD/NASH, fokuserer på at modvirke fibrose og den inflammation, der opstår i leveren i forbindelse med sygdommen.

Men der er også selskaber, som har en mere metabolisk tilgang til behandling af sygdommen på baggrund af den tætte forbindelse mellem leversygdommen og fedme og diabetes.

Blandt dem finder man Novo Nordisk, som tester sin GLP-1-analog semaglutid til behandling af NASH i fase 2. Det molekyle er allerede godkendt til behandling af type 2-diabetes under navnet Ozempic og undersøges også i et omfattende fase 3-program mod fedme.

Markedet for behandling af NASH forventes at kunne vokse til en værdi på op mod 250 mia. kr. inden for en overskuelig årrække.

Novo-håb har tung konkurrence: 44 midler er i klinik mod fedtleversygdommen NASH 

Novo-direktør om fedtleveraftale med Gilead: Det er første skridt 

Gilead søsætter endnu et samarbejde om NASH få dage efter Novo-aftale  

Belgisk biotekselskab rejser 300 mio til studier med celleterapi mod NASH 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier