”En banebrydende chance for verdenssundheden”

På verdensplan er der brug for meget store ændringer i forskningssystemet inden for pharma, mener nobelpristager, som anbefaler blandt andet regeringsstøttede prisfonde og videndeling. 

Ofte bliver medicin solgt til priser, der forhindrer de mennesker, der har størst behov, i at få adgang til den. Det er tredjeverdenslande, der ikke har råd til dyr medicin, og medicinalfirmaer verden over vil helst undgå at forske i netop de sygdomme, som er udbredt blandt fattige.

Der er ganske enkelt ikke penge nok i det. Forskningen i medicin er i dag bygget op omkring et forkert system, mener Joseph E. Stigliz, nobelpristager og professor ved Columbia University.

”Situationen illustrerer et fejlagtigt økonomisk og lovmæssigt system, der har hårdt brug for en revision,” skriver han i et indlæg, der er offentliggjort i Politiken i dag, tirsdag.

Han peger på to grundlæggende problemer ved det nuværende system, der i dag begrænser adgangen til medicin. For det ene mener han, at medicinen er meget dyr, selv om omkostningerne ved fremstillingen af dem kun udgør en brøkdel af beløbet. For det andet er udviklingen af ny medicin rettet ind efter at opnå det størst mulige overskud og ikke efter den sociale nytteværdi.

”I USA og i resten af verden er medicinpriserne stadig eksorbitante, samtidig med at vidensdelingen er underlagt hårde begrænsninger. Det er, fordi vi har skabt et patentsystem, der giver virksomheder et tidsbegrænset monopol på nye opfindelser - noget, der tilskynder dem til at hamstre viden, så de ikke uforvarende kommer til at hjælpe en konkurrent,” skriver han.

En løsning på de høje priser og den afsporede forskning er at skifte den nuværende model ud med en regeringsstøttet prisfond, anbefaler professoren.

Her har verdenssundhedsorganisationen WHO allerede været ude med et verdensomspændende forslag. Ifølge Joseph E. Stigliz ligner løsningsforslaget et lovforslag, som den amerikanske senator Bernie Sanders stillede den amerikanske Kongres.

Hans forslag indeholder også en bestemmelse, der skal fremme open source-forskning – noget der vil flytte den nuværende amerikanske forskningsmodel væk fra hemmelighedskræmmeriet og over mod en mere åben vidensdeling.

”Med et prissystem belønner man forskning i ny viden uden at give monopol på anvendelsesmulighederne. På den måde kan den fri konkurrence sikre, at ny medicin bliver tilgængelig til den lavest mulige pris - og ikke til den forvoksede monopolpris,” skriver Joseph E. Stigliz.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også