Forskningsdirektør stopper efter 19 år: "Vi har skabt det moderne ALK"

ALK har onsdag præsenteret afløseren for Henrik Jacobi, der i to årtier har sat retningen for forskning og udvikling. ”Vi er stadig pionerer, men ALK er i dag meget mindre biotek i vores tankegang,” lyder vurderingen fra den afgående direktør.
"Vi har revolutioneret allergibehandlingen ved at udvikle tabletbaserede allergivacciner mod respiratoriske allergier," siger Henrik Jacobi, der til marts takker af efter 19 år som direktør for forskning og udvikling i ALK. | Foto: Alk / Pr
"Vi har revolutioneret allergibehandlingen ved at udvikle tabletbaserede allergivacciner mod respiratoriske allergier," siger Henrik Jacobi, der til marts takker af efter 19 år som direktør for forskning og udvikling i ALK. | Foto: Alk / Pr

Efter 22 år i ALK – heraf 19 år som øverste ansvarlig for forskning og udvikling – takker Henrik Jacobi af til marts, hvor han overlader ansvaret til Henriette Mersebach, der er hentet til allergiselskabet fra Novo Nordisk.

Til MedWatch fortæller Henrik Jacobi, at han længe har gået med tanken om at træde tilbage, men at beslutningen er truffet for nylig.

”Når man tager beslutningen, så eksekveres det hurtigt,” siger Jacobi.

Han har selv været med i processen med at rekruttere en ny frontperson til ALKs forsknings- og udviklingsaktiviteter, som blandt andet overtager opgaven med at flytte selskabet ind i et helt nyt sygdomsområde, da ALK har startet udviklingen af en tablet mod peanutallergi, som er udset til at være en af de vigtigste vækstdrivere i årene efter 2025.

Hvilket aftryk mener du at have sat på ALK?

”Vi har revolutioneret allergibehandlingen ved at udvikle tabletbaserede allergivacciner mod respiratoriske allergier. Vi var de første til at få godkendt en tabletbaseret allergivaccine, og man kan sige, at ALK i dag er den ubestridte verdensleder. Det er jeg enormt stolt af.”

”Vi har i virkeligheden skabt det moderne ALK med også en masse spændende tidlige muligheder i vores discovery pipeline. Så jeg synes, at vi i R&D-afdelingen har sat et rigtig fint aftryk og efterlader ALK med rigtig gode fremtidsmuligheder,” siger Henrik Jacobi.

Pionerånd og fanden-i-voldskhed

Han understreger, at beslutningen om nu at stoppe er helt hans egen og en naturlig konsekvens af, at han som forsknings- og udviklingsdirektør i 19 år har befundet sig i ”overhalingsbanen”. Det har skabt et ønske om at komme ned i tempo og ”gøre plads til sig selv og familien”. 

De mange år i overhalingsbanen for Henrik Jacobi og det øvrige ALK har blandt andet resulteret i en markant forandret virksomhed.

”Da jeg startede, var ALK lidt som en biotekvirksomhed med en pionerånd og en fanden-i-voldskhed, der gjorde, at vi fik udviklet rigtig mange ting rigtig, rigtig hurtigt. Måske også hurtigere end markedet egentlig var klar til,” siger Jacobi med henvisning til det langsomme skift til de tabletbaserede allergivacciner, der i dag udgør en større del af forretningen hos ALK end de mere traditionelle dråbe- og injektionsbehandlinger.

Han beskriver dagens ALK som en mere robust virksomhed, men også en virksomhed med flere systemer og en større organisation.

”Vi er stadig pionerer, men ALK er i dag meget mindre biotek i vores tankegang, end vi var dengang.”

Men ligesom ALK har forandret sig, har også allergimarkedet skiftet karakter, og efter de tidligere kvaler for at overbevise lægerne om allergiimmunterapiens muligheder og potentiale, er behandlingen i dag en fasttømret del af allergibehandlingen på særligt de europæiske markeder.

”Allergiimmunterapi er blevet mainstream pharma, og det er nok den største ændring, der er sket på området i min tid,” vurderer Henrik Jacobi.

Blandt andet på den baggrund har ALK i 2022 kunne præsentere det bedste kvartalsregnskab i virksomhedens 100-årige historie, og ALK forventer for det fulde regnskabsår af løfte tabletsalget yderligere – dog i et lavere tempo end tidligere

Uafklaret om fremtiden

Efter Henriette Mersebachs start i ALK vil Henrik Jacobi overgå til en ny rolle i selskabet som medlem af den videnskabelige komite, der rådgiver bestyrelsen i videnskabelige beslutninger – en ny og mere tilbagetrukket rolle for manden, der i nu 19 år har været vant til at træffe beslutningerne.

”Det er vigtigt, at jeg giver plads til en ny chef, men at jeg også hjælper til en god, glidende overgang. Min styrke fremadrettet vil ligge i mit netværk, men det er en mere tilbagetrukket rolle, og det er i bund og grund også det, jeg har ønsket,” siger han.

Om fremtiden vil byde på nye opgaver i life science-industrien er uafklaret, lyder det.

”Nu må vi i første omgang se, hvor god jeg er til at forholde mig mere i ro. Det er ikke sikkert, jeg er så god til det”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også