Conde-Knape muliggør morgendagens medicin hos Novo Nordisk

Karin Conde-Knape har brugt verden som sin legeplads og bruger nu sine internationale erfaringer som ansvarlig for Global Drug Discovery hos Novo Nordisk.

Karin Conde-Knape toner frem på skærmen i det teams-vindue, der har åbnet sig. Hun er iført briller, halskæde, business-suit og et stort smil.

For lidt over et halvt år siden trådte hun i spidsen for Novo Nordisks Global Drug Discovery-afdeling. Her har hun ansvaret for den tidlige forskning, der finder sted inden for en række terapiområder, som har interesse for Novo Nordisk.

"Hvis jeg skal være mere konkret, så er det vores ansvar at opdage nye potentielle behandlinger i de sygdomsområder, der er eller kan være relevante for Novo Nordisk," siger Karin Conde-Knape. 

Som hun selv forklarer det, kræver hendes arbejde, at man har et holistisk perspektiv og sætter patienten i fokus. At man tænker bredt på de forskellige indikatorer, som for eksempel en person med svær overvægt kan have og de forskellige komplikationer forbundet med patientens tilstand, da det giver mulighed for at opdage nye lægemidler mod de følgesygdomme, der er forbundet med den primære sygdom.

Derudover går hendes arbejde ud på at undersøge muligheder inden for præcisionsmedicin, herunder inden for sjældne kroniske sygdomme, hvor man undersøger et specifikt biologisk problem, samt at undersøge hvordan man kan løse dette med nye teknologiske løsninger.

Med andre ord går hendes arbejde ud på at forstå hele værdikæden i de forskellige sygdomsområder og sikre tæt samarbejde med hendes kollegaer i udvikling og kommercielle funktioner for at frembringe den næste potentielle behandling for patienterne i de forskellige områder, som Novo Nordisk udforsker.

"Det er mere komplekst, end det jeg før lavede, men det er også rigtig sjovt," siger Karin Conde-Knape.

Og når hun siger "det jeg før lavede", ja, så passer det ikke helt.

For faktisk sidder hun netop nu med to kasketter hos Novo Nordisk. Hun udfører nemlig stadig sit tidligere arbejde som corporate vice president for forskning i diabetes, hjertekar- og nyresygdomme.

"Lige nu laver jeg to jobs. Mit nuværende og mit tidligere. Jeg er stadig ansvarlig for terapiområdet på diabetes, hjertesygdomme og nyresygdomme, mens vi leder efter en til at overtage det område," siger hun og fortsætter:

"For at kunne klare de her to ledelsesstillinger effektivt skal jeg have fleksibilitet i min hjerne til at forstå, hvornår jeg arbejder med arbejdet på højt niveau, og hvornår jeg skal dykke ned i videnskabelige detaljer. Det kræver enormt meget justering i løbet af min dag."

Fra Mexico City til Gentofte

Men lad os først spole tiden tilbage og skifte scene til Mexico City – den spansktalende verdens og Mellemamerikas største by. 

Her er Karin Conde-Knape født og opvokset i en familie med blandet mexicansk og europæisk oprindelse.

"Begge mine forældre er født i Mexico, men med europæiske aner," fortæller hun.

To ud af fire af Karin Conde-Knapes bedsteforældre er fra henholdsvis Sverige og Spanien.

Hun begyndte at studere kemi på universitetet og fik muligheden for at komme til USA på et praktikophold.

"Det var min første oplevelse med forskning i ordets sande betydning," fortæller Karin Conde-Knape om sine erfaringer i USA.

Her studerede hun lipidmetabolisme – hvordan en diæt påvirker kolesterol og hjertesygdomme. Hun tog sin ph.d. og postdoc i USA, hvilket for hende åbnede døren ind til industrien.

Så begyndte hun at arbejde for Roche Pharmaceuticals.

"Der havde jeg rigeligt med muligheder for at lede forskningsgrupper og forstå, hvordan man laver profiler af molekyler i relevante sygdomme, som vi var interesserede i," siger hun.

Derfra flyttede hun til Schweiz, hvor Roche Pharmaceuticals har deres hovedkvarter i Basel. I alt arbejdede Karin Conde-Knape 11 år for Roche.

Efterfølgende kom hun til Johnson og Johnson i Storbritannien.

"De gav mig et helt nyt perspektiv. Jeg lavede forretningsudvikling fra et forskningssynspunkt og fik mulighed for at kombinere min videnskabelige baggrund med strategisk forretningsforståelse. Der fik jeg virkelig gode værktøjer med."

Nu er hun så tilbage i en forskningsorganisation hos Novo Nordisk. Tilbage, hvor hun er tættere på forskningen og udviklingen.

"Jeg har været rundt omkring i verden, men er meget glad for nu at være her i Danmark. Det er meget givende at arbejde i en virksomhed, der er fokuseret på diabetes og hjertesygdomme – områder, som jeg har beskæftiget mig med, lige siden jeg begyndte at studere," siger hun og griner:

"Det er full circle."

For Karin Conde Knape er den store afveksling i arbejdet en af de mest attraktive ting ved jobbet som leder i i Global Drug Discovery hos Novo Nordisk.
For Karin Conde Knape er den store afveksling i arbejdet en af de mest attraktive ting ved jobbet som leder i i Global Drug Discovery hos Novo Nordisk.
 

Dag til dag

En typisk dag for Karin Conde-Knape går med at tale med mange af interessenterne hos Novo Nordisk. Det kan være R&D-komiteen fra bestyrelsen om, hvor og hvordan indsatsen på forskellige felter skal ligge, til de enkelte forskere om deres udfordringer.

"Jeg arbejder med forskerne og hjælper dem til at formulere de vigtige spørgsmål, som får dem til at træffe de rigtige beslutninger i et givent projekt. For eksempel at identificere de elementer, der danner baggrund for en beslutning om, hvorvidt man skal gå videre med et projekt eller ej," siger Karin Conde-Knape.

Men det er også et afvekslende arbejde.

"Det er en dag til dag situation. Jeg taler med forskerne, taler med mit management-team og følger op på strategien og taler med kollegaerne i salg og udvikling om, hvordan vi laver en business-case for enten et nyt sygdomsområde eller eksterne muligheder."

Hendes samtaler i løbet af en arbejdsdag kan gå fra et meget strategisk niveau til et forskerniveau, hvor det kræves at forstå deres problemer, forklarer hun.

"Jeg ser mig selv som en, der muliggør, at tingene bevæger sig fremad internt. Samtidig har jeg også fokus på vores eksterne muligheder. Jeg er i konstant samtale med en lang række forskellige folk fra ni til fem-seks hver dag," siger Karin Conde-Knape.

Naturlig leder

Tamara Darsow har arbejdet for Novo Nordisk siden marts 2018, hvor hun startede som vice president for R&D strategy. Siden marts 2019 har hun været corporate vice president med ansvar for R&D Strategy & Portfolio.

Hendes nuværende titel er corporate vice president for Research and Early Development Strategy and Portfolio.

Derfor er hun en af dem hos Novo Nordisk, der arbejder tættest sammen med Karin Conde-Knape.

"Karin bringer et højt niveau af videnskabelig indsigt og erfaring med lægemiddeludvikling, kombineret med strategisk vision og enestående drivkraft mod sine mål. Karin er meget samarbejdsvillig, altid positiv og konstruktiv og brænder for at gøre en forskel," fortæller Tamara Darsow.

Før hun kom til Novo Nordisk havde Tamara Darsow fremtrædende stillinger hos The American Diabetes Association, og hun har tidligere arbejdet for det amerikanske biotekselskab Amylin Pharmaceuticals.

"Karin er en virkelig stærkt samarbejdende kollega, og det er meget givende at arbejde sammen med hende. Hun er en dreven person, men det er også muligt for hende at se de strategiske strukturer meget klart," siger Tamara Darsow.

Hun forklarer, at Karin Conde-Knape ikke blot ser muligheder, men også får dem til at ske.

"Det er meget klart, at hun er målorienteret og dreven, men samtidig er hun også en respektfuld og samarbejdsorienteret partner. Både på hendes eget niveau, men også op og ned i organisationen. Hun har en meget empatisk tilgang og er en naturlig leder."

Kajak i Øresund

Karin Conde-Knape bor nu i Gentofte med sin mand og har boet der i omkring et år.

"Jeg elsker det, for vi er tæt på vandet, og jeg elsker havet."

Hun har to døtre, hvor den ene går på universitetet i York i Storbritannien, og den anden går på Københavns internationale skole.

Karin Conde-Knape fortæller, at hun i sin fritid bruger daglig tid på træning i forskellige afstøbninger. Men for tiden har hun kastet sin kærlighed på at ro i havkajak.

"At ro i kajak er min nye hobby. Det er noget, jeg er begyndt at nyde meget. Alle de muligheder, jeg har, hvor jeg ikke arbejder, og vejret er rigtigt, og der er de rigtige forhold i havet, så er jeg der," siger hun.

Så ror hun ud fra enten Charlottenlund eller Skovshoved i Nordsjælland og tager en tur op og ned ad Øresund.

"Jeg er blevet meget glad for det," siger Karin Conde-Knape.

Men passionen er ikke kun for havkajak. Den er også for at sørge for, at fremtidens endnu ikke opfundne behandlinger bliver gjort mulige for patienterne.

"Mine største udfordringer er at sørge for, at næste generation af potentielle behandlinger bliver bragt til patienterne. Det er sådan, vi bruger vores dage i forskningsorganisationen. Vi skal sørge for, at vi forstår patienten, som vi vil behandle, og forstår, hvad der ikke fungerer godt, og hvad vi kan gøre ved det. Og så skal vi sørge for, at vi har de rigtige muligheder over hele linjen, der vil tillade os at bruge de rigtige teknologier," siger Karin Conde-Knape og fortsætter:

"Vi skal begynde med at forstå, hvad patienten har brug for nu og om 15 år. Og sikre, at vi de rette folk, de rette teknologier og det rette mindset til at sikre, at vi leder de rigtige steder efter disse muligheder – alt sammen baseret, på hvad vi forstår ud fra biologien."

Novo Nordisk har udpeget leder til at opdage nye lægemidler

Novo Nordisk samler forskningsenheder og forfremmer dansker