Den danske medicobranche er en af verdens stærkeste målt pr. indbygger med en årlig vækst på mellem 4- 6 pct. Det skyldes blandt andet en lang tradition for, at læger og andet sundhedspersonale i samarbejde med universiteter og industri udvikler nye produkter og starter nye virksomheder op. Politisk er der meget fokus på, at innovation skal fremmes.

Forskningsinstitutionerne har såkaldte Tech Trans-enheder. Der er udviklet innovationsmiljøer, og med loven om immaterielle rettigheder, der trådte i kraft 1. januar 2000, har man stimuleret blandt andet sundhedspersonalet til hele tiden at have fokus på, om forskningsaktivitet kunne blive til virksomheder.

Derfor vil det være stik i mod regeringens tanker om medicobranchen som netop en af de brancher, der skal skabe vækst og arbejdspladser i Danmark og dermed være med til at sikre fremtidig velfærd, hvis vi fratager sundhedspersonalet muligheden for at starte, investere i eller eje deres egne virksomheder.

Må ikke kvæle

Det seneste forslag om et investeringsloft på 300.000 kroner og det tilknyttede forslag om, at en sundhedsperson, der har startet en virksomhed, skal afvikle ejerskabet inden for to år fra produktet markedsføres beror på et ønske om at undgå mistænkelighed omkring det helt nødvendige samarbejde mellem industrien og sundhedspersonerne.

Formålet er at skabe gennemsigtighed og opstille regler for tilknytningen, så vi sikrer, at patienter altid kan stole på, at de modtager uvildig rådgivning om valg af produkter og terapier fra de sundhedspersoner, der behandler dem. Denne målsætning kan vi fuldt ud tilslutte os, men i forfølgelse af dette mål skal det omvendt sikres, at der ikke opstilles så snærende regler, at man kvæler den innovationskraft, som netop for medicobranchens vedkommende ofte sker i brydningsfeltet mellem en kliniker og industrien.

Begrænset kendskab

De foreslåede regler vil tvinge sundhedspersonale til at træffe et valg om, hvorvidt de vil starte en virksomhed op, som de bliver nødt til at forlade igen efter to år. At man opererer med en toårig horisont, skyldes formodentlig et begrænset kendskab til, hvilken tidshorisont udviklingen af en virksomhed har, og at man derefter skulle vælge, virker ikke retfærdigt.

Man kan ikke forvente, at der vil skyde mange virksomheder op med en engageret ledelse, hvis den sundhedsfaglige del af ledelsen tvinges til at trække sig ud af virksomheden efter to år. I sidste instans kan det betyde, at vi i fremtiden ikke vil se virksomheder som Novo Nordisk og Coloplast, der begge er kendetegnet ved at være blomstret op i grænselandet mellem industri og sundhedsvæsen.

Da vi skal sikre patienterne en uvildig rådgivning om behandling fra lægerne og samtidig bibeholde en stærk medicobranche i Danmark, foreslår vi, at man fastholder kravet om, at der søges tilladelse til ejerskab og tillidsposter, men at der ikke indføres en værdigrænse, og at der ikke i de kriterier, som Sundhedsstyrelsen skal anvende indgår en tidsmæssig grænse for, hvor længe en kliniker kan være (med-)ejer af en medicovirksomhed. Dermed vil tilladelse til at eje og investere i medicovirksomheder, blive givet på et velovervejet grundlag og ikke ud fra rigide værdimæssige eller tidsmæssige grænser.