MedWatch

Konkurrencen flyttes fra patenter til patienter

KLUMME: Digitalisering vil indebære nye roller for alle sundhedsvæsnets aktører; fra patient til læge, apoteker og lægemiddelproducent, skriver Lægemiddelindustriforeningens koncerndirektør, Ida Sofie Jensen, i denne klumme.

Foto: LIF

Den digitale disruption med droner, 3D-scannere, 3D-printere, sensorer og computersimulation vil ikke bare betyde billigere produktion for industrien, men vil grundlæggende ændre betingelserne bl.a. for det sundhedsvæsen, vi kender i dag.

Patienterne kan se frem til højere service og en enestående mulighed for endelig at realisere ambitionerne om en mere målrettet og personlig tilgang til behandling. Men det er ikke gratis. En af forudsætningerne for den digitale revolution er nemlig, at man er i stand til at registrere, samle og analysere så store datamængder, at man kan finde fællestræk mellem patienterne. Kan sundhedsvæsnet hamle op med det?

Digitalisering vil i det hele taget indebære nye roller for alle sundhedsvæsnets aktører; fra patient til læge, apoteker og lægemiddelproducent. Alle skal vi forberede os på, at nye vilkår betyder nye muligheder … og nye konkurrenter.

For lægemiddelindustrien vil digitaliseringen betyde et helt andet og bedre grundlag for at udvikle og afprøve nye lægemidler og ikke mindst overvåge de, der allerede er på markedet. Men det betyder også, at helt anderledes og meget stærke spillere får en naturlig adgang. For hvis man kan udvikle lægemidler på baggrund af big data, så står en virksomhed som Google pludselig med stærke kort på hånden.

Konkurrencen skærpes for alle

Digitalisering er ikke noget teknisk eller fjernt. Det er en meget konkret måde at realisere visionen om at behandle det hele menneske og ikke bare patienten. Derfor er det også helt afgørende, at både lægen og fx den kroniske patient føler, de får noget ud af det. Når patienter med en kronisk sygdom fx bruger en app til løbende at monitorere og indsamle egne oplysninger, så giver det indsigt i deres egen sundhed og sygdom, og det er helt afgørende for, om de vil bruge tiden på det. Hvis ikke det giver mening, så kommer det ikke til at ske. Så bliver det en anden teknologi, der vinder.

Vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe. Eller præcist hvilken teknologi, der vil vinde. Hvem der bliver Apple, og hvem der bliver Nokia. Vi ved bare, at noget vil ske, og at det kan komme til at gå hurtigere, end man havde forestillet sig.

Men kort sagt kan digitaliseringen betyde, at den klassiske kamp om patenterne i stedet bliver en kamp om patienterne. De virksomheder og de læger og hospitaler, der kender patienterne bedst, vil være dem, der kan udvikle de bedste og mest målrettede diagnoseværktøjer, behandlinger og forløb. Det er dem, patienterne vil søge mod, dem, patienterne vil dele deres data med, og dermed også dem, der kommer til at stå stærkest i konkurrencen.

Forsiden lige nu

Her er de vigtigste nyheder fra MedWatch i uge 38

En "digital transformation" i Novo Nordisks F&U-afdeling, som koster 400 medarbejdere jobbet, stjal fokus i uge 38, hvor Zealand Pharma ramte plet i et afgørende fase 3-studie og Coloplast holdt kapitalmarkedsdag. MedWatch giver dig her overblikket over ugens vigtigste begivenheder.

CHMP får ny, tysk formand

Ved sit septembermøde har EU's ekspertkomité på ibrugtagning af nye lægemidler, CHMP, valgt en ny formand for de næste tre år, ny næstformand skal vælges i næste måned.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier