MedWatch

Sydbank: Medicinsk tilgang skal tages seriøst af høreapparatselskaber

Høreapparatselskaberne, herunder William Demant og GN Resound, bør være opmærksomme på det selskab, som forsøger at skabe medicinsk behandling af høretab. Det siger en analytiker fra Sydbank.

Foto: Gregers Tycho

Den amerikanske kapitalfond Third Venture Capital, der specialiserer sig i investeringer i nye biotekselskaber, har sammen med SR One, der er kapitalfonden bag medicinalgiganten Glaxosmithkline, kastet 52 mio. dollar - eller 340 mio. kr. - efter et nyt selskab, hvis primære formål bliver at skabe medicinske behandlinger af høretab.

Og det bør høreapparatproducenterne, herunder danske William Demant Holding og GN Resound, tage seriøst, selv om der ikke umiddelbart er udsigt til en stor konkurrent fra en mere uventet kant på den korte bane.

Sådan lyder vurderingen fra Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank.

"Det er en meget interessant udvikling, at endnu et selskab forsøger at angribe høreapparatindustrien fra en medicinsk vinkel. Set i forhold til andre sygdomsområder er hearing health care-industrien et lille område, og det er nok derfor, at den medicinske forskning er begrænset på området. Det nye selskab har dog meget seriøse investorer bag sig, og førstegangsinvesteringen er temmelig stor. Grundforskningen bagved selskabet må derfor næsten vise lovende resultater," siger han til Ritzau Finans.

Lange udsigter

Han venter dog samtidig, at det første middel fra det nye selskab, der - passende nok - går under navnet Decibel Therapeutics, formentlig ligger syv til ti år ude i fremtiden, og samtidig er der også i første omgang fokus på særligt akut høretab - et område, som ikke umiddelbart vil true høreapparatproducenterne på kort sigt. Men på længere sigt kan fokusområdet meget vel blive udbredt.

"Det store marked (aldersrelateret høretab) for de etablerede høreapparatproducenter er ikke i umiddelbar fare på den korte bane. Den medicinske tilgang til behandling af høretab er dog en udvikling, som høreapparatproducenterne bliver nødt til at tage seriøst. Hvis de første midler viser en effekt på akut høretab, vil det være meget oplagt at forsøge at udvikle midler, som kan udskyde aldersrelateret høretab," siger Morten Imsgard.

Ifølge ham er høreapparatindustrien med de seks store etablerede spillere, Sonova, William Demant, GN Resound, Sivantos, Starkey og Widex, i forvejen for lille til at kunne understøtte alle selskabernes udviklingsomkostninger, og derfor kan det få konsekvenser, hvis en større del af markedet over tid bliver erstattet af medicinske behandlingsformer.

Der vil dog formentlig gå mange år, før effekterne af medicinsk behandling af høretab vil vise sig hos høreapparatproducenterne, hvis de nye tiltag bliver en succes.

"På kort sigt er det derfor af meget lille betydning for de etablerede høreapparatproducenter, men på lang sigt har medicinsk behandling af specielt aldersrelateret høretab mulighed for at transformere industrien fuldstændigt," siger Morgen Imsgard.

Schweizere allerede i fuld gang

Meningen med projektet hos Decibel Therapeutics er at udvikle injektionsbaserede behandlinger, som skal injiceres i det indre øre for at beskytte og genskabe hørelsen efter et høretab.

Interessen i medicinske behandlinger af høretab synes at være en intensivering af den side af behandlingsalternativerne, idet det schweiziske selskab Auris Medical i flere år har arbejdet på noget tilsvarende.

I sommeren 2013 viste schweizerne opsigtsvækkende resultater med sin lægemiddelkandidat, AM-111, da der blev gennemført en stribe fase 2-studier med midlet.

Og netop i disse dage - i fjerde kvartal 2015 - vil Auris Medical efter planen sætte gang i et fase 3-studie med AM-111 i Europa og Asien, hvor midlet skal testes mod placebo i en række patienter med akut høretab samt svært hørehæmmede. Et tilsvarende studie sættes i gang i USA i andet kvartal 2016.

 Fik du hørt alt fra Nürnberg?

 William Demants cochlear-satsning er snart klar til lancering

 GN-topchef: Nye lavprisprodukter støtter haltende markeder 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier