MedWatch

William Demants cochlear-satsning er snart klar til lancering

Første cochlear-implantat fra William Demant er på vej på markedet efter mindre forsinkelser. Første mål er flere europæiske lande.

Jes Olsen, direktør Oticon Medical

William Demant Holdings kirurgiske division, Oticon Medical, er lige på trapperne med den længe ventede lancering af det første cochlear-implantat i selskabets historie.

Det nye implantat, som hedder Neuro One, har været længe undervejs, fordi processen er enormt kompliceret, og lanceringen er da også blevet udskudt en smule for at få de sidste detaljer på plads.

Men i disse dage forberedes udrulningen af Neuro One, der i øvrigt er den eneste lancering af et nyt implantat i hele sektoren i godt seks år. Hos rivalerne har man nemlig blot udskiftet de tekniske komponenter i delen, der sidder bag øret og styrer selve implantatet (BTE).

I første omgang skal Neuro One lanceres i en række europæiske lande, hvor de nødvendige godkendelser er hentet ind, men derefter er det planen, at det gradvist skal lanceres i alle de lande, hvor Oticon er til stede.

"Udrulningen går markant langsommere, end den gør med høreapparater. Man skal først finde klinikker, der kan gøre det, dernæst skal de finde patienter og lave test. Det er en proces, der let kan tage lang tid. Men efter første kvartal næste år skal vi gerne være i gang i hele Europa - undtagen Frankrig," siger Jes Olsen, der er administrerende direktør hos Oticon Medical, i et interview med Ritzau Finans.

"Derefter kommer der en stribe andre lande. Vi går i gang med Mellemøsten og lande i Sydamerika, der begynder at få godkendelser også," siger han.

Giver ekstra taletid hos kirurger

Netop det faktum, at Neuro One er bygget op omkring en helt ny implantat-del, skulle gerne give Oticon Medical en konkurrencemæssig fordel hos særligt kirurgerne, der står for den vanskelige operation.

De har nemlig ikke fået et nyt system at arbejde med i mange år, mens audiologerne, der i stedet tilpasser BTE-delen, er vant til en noget hyppigere udskiftning.

"Det giver os frem for alt taletid med kirurgerne. De er glade for at se, at vi kommer med et implantatsystem, der bygger på de stærke sider af det, de tidligere har haft. Det giver os en fordel i forhold til nogle af konkurrenterne, der har været meget konservative på den front," siger Jes Olsen.

Også helt i toppen af William Demant Holding, der ejer Oticon Medical, er der store forventninger til den nye lancering.

"Der er ingen tvivl om, at når man kommer fra at være meget lille og skal gøre sig attraktiv over for en række kunder, som man ikke tidligere har gjort forretning med, så er et helt nyt implantatsystem selvfølgelig en god ting at have med," siger Niels Jacobsen, der er administrerende direktør hos William Demant Holding, til Ritzau Finans.

/ritzau/FINANS

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier