
Det store amerikanske it-selskab Cisco Systems faldt kraftigt i eftermarkedet onsdag aften efter aflæggelsen af selskabets kvartalsregnskab.
Selve regnskabstallene, en omsætning på 12,4 mia. dollar og et justeret overskud på 52 cent per aktie, var ellers lige på kornet af analytikernes forventninger ifølge Bloomberg, men en ny massiv fyringsrunde og svage forventninger rystede markedet.
Cisco skal skaffe sig af med 4000 medarbejdere, eller godt 5 pct. af arbejdsstyrken, i en ny sparerunde, der starter i 2014. Dermed når Ciscos nedskæringer op på i alt 12.300 ansatte over de seneste to år.
"Jeg er meget glad for vores momentum i markedet - det vokser bare ikke så hurtigt, som vi har brug for," udtalte netværksspecialistens topchef John Chambers oven på regnskabet.
Også Ciscos udsigter til det igangværende kvartal var i den lave ende af det ventede.
I eftermarkedet faldt Cisco-aktien op mod 11 pct. oven på regnskabet ifølge Bloomberg News.