Tysk storbank: Ringe vækst i sårplejemarkedet

Der skal vindes markedsandele, hvis Coloplasts britiske konkurrent Smith & Nephew skal bringe væksten i sin sårplejeforretning tilbage i det midt encifrede leje. Det vurderer den tyske bank Berenberg i en analyse af Smith & Nephew.
Ritzau Finans

Coloplasts sårplejeforretning har igennem mange år stået i stampe, og været selskabets akilleshæl, og nu er også Smith & Nephew løbet ind i lavvækst.

Berenberg håber, at Smith & Nephews Allevyn Life multilagsbandager samt at Acticoat-bandager mod antibiotikaresistente bakterier vil bringe væksten i selskabets sårplejeforretning tilbage i det lave til midt-encifrede leje.

"Imidlertid tror vi ikke, at det kan drive meget mere vækst, givet det
konkurrenceprægede landskab og det samlede prispres, som karakteriserer
markedet," skriver Berenberg og fortsætter:

"Vundne markedsandele er derfor i vores øjne den eneste vej til at levere midt
encifret vækst eller bedre."

Coloplasts hud- og sårplejeforretning overraskede positivt i andet kvartal, hvor den organiske vækst nåede 6 pct. efter at have stået i stampe igennem flere år. Væksten var den højeste i syv år.

Fremgangen i Coloplasts sårplejeforretningen skyldtes blandt andet en forbedring på Coloplasts store europæiske marked drevet af Tyskland." Også det kinesiske og brasilianske marked er god gænge.

Endelig leverede Coloplast på en større kontrakt i USA, og fremadrettet er der potentiale i en ny aftale med den næststørste indkøbssammenslutning i USA, Premier, der optager nogle af Coloplasts produkter i juni.

Endnu er det dog for tidligt at erklære en turnaround, da det vigtige europæiske sårplejemarked fortsat er under pres, vurderede Coloplasts administrerende direktør Lars Rasmussen over for Ritzau Finans.

Coloplasts konkurrenter tæller ud over Smith & Nephew blandt andre Mölnlycke, Convatec og 3M. Berenberg venter ikke markante ændringer i konkurrencebilledet i den kommende tid.
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også