MedWatch

Analytiker: GN har fantastiske vækstforudsætninger

ABG Sundal Collier løfter kursmålet betydeligt, efter at GN Store Nord aflagde regnskab fredag. Analytikeren peger blandt andet på lanceringen af såkaldte Made for iPhone-høreapparater, som ventes i løbet af 2013, som kurstrigger.

Foto: GN Resound/PR

ABG Sundal Collier er i den grad imponeret over GN Store Nord og de tendenser, som selskabet endnu engang bekræftede i forbindelse med regnskabet for første kvartal fredag morgen.

Regnskabet, der på de generelle linjer flugtede med - eller for toplinjens vedkommende lidt højere end - analytikernes forventninger, bekræftede en fortsat pæn vækst, og det har efterfølgende fået ABG Sundal Colliers GN analytiker, Morten Larsen, til at løfte sit kursmål til 135 kr. fra tidligere 115 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes. Analytikeren ser fortsat solide forudsætninger for GN.

"Regnskabet viste 12 pct. organisk vækst for selskabet, men 0 pct. organisk OPEX-vækst (driftsomkostninger, red.). Det er jo en fantastisk margindriver, og det vidner om et selskab i rigtig god forfatning. GN behøver ikke mange omkostninger for at drive væksten. Samtidig tages der fortsat markedsandele i høreapparatdelen," siger Morten Larsen til Ritzau Finans.

Aktieudvikling synes ikke at stoppe

Kigger man på GN-aktien netop nu, er den da også fortsat i voldsom vækst. I 2012 steg GN-aktien med markante 69 pct., og siden årsskiftet er der blevet lagt yderligere 33,4 pct. oven i, mens konkurrenternes aktier ikke oplever samme fremgang. Dermed er GN i virkeligheden dyrere end konkurrenternes aktier målt på multipler allerede nu, men Morten Larsen ser ikke umiddelbart noget, der kan stoppe den udvikling.

"Jeg ser nogle rigtig fornuftige ting på vej ind i aktien og selskabet. Vi har ikke set det bedste fra GN endnu. Selskabet vokser meget hurtigt og markant hurtigere end konkurrenterne. Aktien ser dyr ud i dag, men det kommer den ikke til at være på sigt med den vækst, som GN har," siger analytikeren.

Han peger blandt andet på GN Resounds lancering af såkaldte Made for iPhone-høreapparater, som ventes i løbet af 2013. Det kan ifølge Morten Larsen give et ekstra løft til GN.

"MFI-apparaterne ser meget spændende ud. Vi har efterhånden hørt om dem i noget tid, og nu kan de så småt skimtes i horisonten. Det kan blive et meget spændende produkt for både GN og industrien," siger Morten Larsen.

 GN overvinder pressede markeder 

 Finansdirektør: GN Resound viser klare forbedringer 

 Sydbank: Rigtig god start på året for GN 

 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier