MedWatch

GN-dir: Apple er ikke på vej med eget høreapparat

Apple er interesserede i, at alle skal kunne bruge en iPhone, også personer med nedsat hørelse, og det er baggrunden for gigantens samarbejde med danske GN Resound.

Foto: GN Resound/PR - Lars Viksmoen

GN Store Nord har gennem høreapparatdivisionen GN Resound planer om at lancere et såkaldt Made For iPhone-høreapparat i 2013. Apparatet, der er udviklet i tæt samarbejde med skaberen af iPhone, den amerikanske teknologigigant Apple, vil eksempelvis kunne streame musik direkte fra telefonen til høreapparatet uden ekstraudstyr med den trådløse 2,4 GHz-teknologi.

Og samarbejdet med Apple har indtil nu været meget givtigt, afslører Lars Viksmoen, administrerende direktør for GN Resound.

"Det har sine udfordringer, for det er David og Goliath, der snakker sammen. Men det handler om teknologiudvikling, og min forståelse er, at det er vældig konstruktivt og at begge selskaber har bidraget," siger han i et interview med Ritzau Finans.

Han er ikke bange for, at Apple, som er godt 200 gange større end GN Store Nord målt på markedsværdi, vil bevæge sig ind i produktionen af høreapparater. Apples interesse ligger i stedet i at udbrede iPhone til så mange brugere som muligt på verdensplan.

Passer som hånd i handske

"Der har været en del spekulation om, hvorvidt de er på vej ind i høreapparatsproduktion. Og det tror vi ikke, at de er. Deres interesse er, at alle i verden skal kunne bruge en iPhone, selv om de er blinde, døve eller har nedsat hørelse. De, som har nedsat hørelse, skal kunne drage nytte af en iPhone - ligesom blinde allerede kan via hjælpeprogrammer. Og det passer jo som hånd i handske for os," siger Lars Viksmoen.

GN sætter ikke selv tal på potentialet i teknologisamarbejdet med Apple, fordi det kan være ganske vanskeligt at overskue. Hagen ved de to selskabers udvikling er, at størstedelen af høreapparatbrugerne er et stykke over pensionsalderen og derfor kan have vanskeligt ved at benytte en iPhone.

Forhandlere er målgruppen

"Det er svært at svare på, hvad potentialet er, for det er et spørgsmål om, hvordan man kigger på det. Mange siger, at dem som bruger høreapparat ikke har iPhone, fordi de fleste brugere er 70-80 år. Men de, som sælger høreapparater, er også meget tekniske mennesker, og at de kan gøre en masse ting på en iPhone, når de har patienten foran sig, tror jeg, er et stimulus for den gruppe. Derfor tror jeg, at vi kan få foden inden for hos flere forhandlere," forklarer Lars Viksmoen.

GN Resound siger selv, at det første færdigudviklede produkt i samarbejde med Apple - Made For iPhone - bliver lanceret i 2013, men selskabet vil ikke kommentere nærmere på et præcist tidspunkt.

Allerede på den igangværende EUHA-messe i Frankfurt præsenterede GN dog en prototype af det nye produkt, hvor streaming af musik direkte fra telefonen blandt andet blev demonstreret.

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier