MedWatch

Sydbank: Willam Demant uventet hårdt presset på salgspriser

Det er skuffende, at den dansk høreapparatvirksomhed er så presset på priserne, mener Sydbanks analytiker.

Foto: William Demant/PR

Investorerne er nådesløse i deres vurdering af halvårsregnskabet fra William Demant, der har oplevet et pres på de gennemsnitlige salgspriser, som overrasker analytikerne. Aktien falder med hele 8,3 pct.

"Regnskabet er i mine øjne ret skuffende. Salgsmæssigt er det godkendt, men det er værd at hæfte sig ved, at den organiske vækst ikke er specielt høj, da valuta og opkøb udgør en stor del af salgsvæksten," siger Morten Imsgard, analytiker i Sydbank, og retter blikket mod den helt store skuffelse i regnskabet:

"Det virkeligt skuffende er, hvor presset William Demant er på de gennemsnitlige salgspriser, og den effekt det har på indtjeningen. Det står lidt i kontrast til de meldinger vi har fået fra blandt andet GN, der slet ikke har været så negativ på salgsprisudviklingen, som det vi hører fra William i dag. Det vidner om, at selskabet er mere presset i konkurrencebilledet, end jeg havde regnet med," siger analytikeren til Ritzau Finans.

Udviklingen understreger ifølge Morten Imsgard, at selskabet har behov for et nyt high-end produkt, som han antager meget vel kunne dukke op på en høreapparatmesse i løbet af efteråret. Det er der behov for, hvis indtjeningen skal trækkes op igen, lyder det. Han betegner det dog som glædeligt, at den nye "Intiga i" er blevet vel modtaget, og at det har medvirket til at bremse faldet i de gennemsnitlige salgspriser.

"Men alt i alt synes jeg, at det er en skuffende udvikling for William Demant i første halvår. Mange andre selskaber ville formentlig være meget godt tilfredse med en overskudsgrad på 20 pct., men for et selskab som William Demant, der har meget store forventninger, er det simpelthen ikke godt nok. Det afspejler aktiekursen også. Det er en af de aktier, der bare skal levere varen på både salgs- og indtjeningssiden, ellers bliver de straffet på de prisniveauer, som aktien handles til i dag," slutter Morten Imsgard.

Efter skat var overskuddet 603 mio. kr. mod en forventning om 671 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans. Det var især et presset på salgspriserne, som dykkede med 6 pct. i første halvår, der kostede i halvåret. Høreapparatkoncernen fastholder dog forventningerne til hele 2012.

William Demant skuffer efter globalt pres 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier