MedWatch

Coloplast-dir: Stordriftsfordelene viser sig

Lars Rasmussen mener oven på dagens kvartalsregnskab, at Coloplast får noget ud af sin størrelse. Der er dog mørke pletter i regnskabet.

Foto: Coloplast

Coloplast fortsætter med at forbedre sin indtjeningsevne i et tempo, som vækker glæde, ikke blot hos Coloplast, men også hos analytikerne.

Driftsresultatet blev i tredje kvartal forbedret til 901 mio. kr. fra 651 mio. kr. i samme periode året før og slår analytikerforventningerne med over 50 mio. kr. Samtidig overrasker Coloplast ved at lægge et ekstra pct.point oven i forventningerne til overskudsgraden, så lønsomheden nu ventes at lande på ca. 29 pct. i lokal valuta og ca. 30 pct. i kroner.

"Det er en udvikling, jeg er super glad for," siger administrerende direktør for Coloplast Lars Rasmussen og uddyber:

"Det har været et godt kvartal, som viser, at vi er i stand til at få noget ud af den størrelse, vi har fået. Vi ser virkelig stordriftsfordelene i dette her kvartal."

Ikke uden mørke pletter

Samme vurdering finder man hos Sydbank. Analytiker Søren Løntoft Hansen peger på, at nøgleordet for kvartalet er "driftsmæssig gearing", eller Coloplasts evne til at fastholde omkostningsniveauet, selv om salget vokser.

Regnskabet er dog ikke uden mørke pletter. Både Søren Løntoft Hansen og kollegaen Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets er en smule skuffede over hud- og sårplejeforretningen.

Lars Rasmussen ser dog efter en lang periode med stilstand også bedring i denne del af Coloplast-koncernen. Omsætningen i hud- og sårpleje faldt i tredje kvartal med 5 pct. organisk, men baggrunden var et væsentligt fald i Coloplasts kontraktproduktion af Johnson & Johnsons plaster Compeed.

Sårpleje i bedring

"Hvis du renser for engangsforholdene, er der faktisk en lille bedring i kvartalet for sårpleje. Så det kører en spids bedre end i kvartalerne før, men vi skal selvfølgelig have positiv vækst, før vi kan begynde at være tilfreds med det," konstaterer Coloplast-direktøren og tilføjer:

"Kigger jeg på tallene marked for marked, så synes jeg, at der er en svag bedring."

Lars Rasmussen er til gengæld ikke tilfreds med koncernens samlede udvikling i Brasilien.

"Efter et ledelsesskifte i Brasilien har vi tabt lidt omsætning, men de ting, som ikke var i orden, har vi fået løst, så jeg regner sådan set med, at det kommer tilbage på sporet nu."

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier