MedWatch

Coloplast fastholder forventninger

Coloplast fastholder forventningerne i sit netop offentliggjorte kvartalsregnskab i faste valutakurser, men opjusterer i danske kroner.

Foto: Coloplast/PR

Coloplast fastholder i sit netop offentliggjorte regnskab forventningerne til helåret. Flere analytikere havde ellers spået, at Coloplast kunne se sig nødsaget til at sænke forventningerne, og den organiske vækst i første kvartal på 4 pct. ligger da også et stykke under forventningerne til helåret, som er på 6 pct.

Ebit-margin for helåret forventes ligeledes fortsat at være på 27 pct. i faste valutakurser, mens den i første kvartal var på 26 pct.

Der var dog en positiv overraskelse i regnskabet i og med, at Coloplast opjusterede en smule i forventningerne i danske kroner. Forventningerne til omsætningsvæksten i danske kroner opjusteres til 8 pct. fra tidligere 6 pct., og overskudsgraden i danske kroner ventes nu at lande på 28 pct. i kroner mod tidligere omkring 27 pct.

Regnskab under forventninger

Men selvom forventningerne til helåret ligger en smule over analytikernes konsensus, så overrasker regnskabet negativt i forhold til de generelle forventninger.

Nettoresultatet endte på 484 mio. kr. mod ventede 511 mio. kr., og omsætningen var på 2654 mio. kr. mod ventet 2681 mio. kr.

Ebit var i første kvartal på 693 mio. kr. Det er under 716 mio. kr. som ifølge SME Direkt var konsensus blandt 15 blandt analytikere.

Væksten i Europa skuffer

Det er endnu en gang væksten i Europa, som volder problemer for Coloplast, og administrerende direktør i selskabet, Lars Rasmussen, er da heller ikke tilfreds.

"Væksten i Europa var ikke tilfredsstillende. Tre fjerdedele af vores salg sker her, og vi oplevede i første kvartal lavere vækstrater, end vi har set tidligere. Særligt udviklingen i Spanien og Frankrig skuffede, " siger Lars Rasmussen i en pressemeddelelse.

Positiv udvikling i Stomi - Sårpleje stadig et problem

I de enkelte forretningsområder blev væksten henholdsvis 7 pct. i Stomi, 5 pct. i Kontinens og 5 pct. i Urologi, mens væksten i hud- og sårplejeprodukter endnu en gang var negativ denne gang med 3 pct. i forhold til sidste år.

"Udviklingen i Stomi var positiv, og specielt Rusland bidrog til væksten. Desuden er jeg godt tilfreds med udviklingen i USA, der går efter planen og viste forbedrede vækstrater," siger Lars Rasmussen i pressemeddelesen.

Omsætningen i Stomi lever med 1127 mio. kr. i første kvartal da også op til forventningerne fra analytikerne adspurgt af SME Direkt. De havde ventet 1128 mio. kr. i omsætning

Derimod levede forretningsområdet Sårpleje ikke op til analytikernes forventninger og er endnu engang problembarnet i et Coloplast-regnskab. Omsætningen på Sårpleje-området endte på 357 mio. kr. mod ventet 366 mio. kr.

Omsætningen for Kontinens og urologi endte på henholdsvis 928 mio. kr. og  242 mio. kr.

 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier