Analytiker: Pæn organisk vækst i omkostningsfyldt kvartal for Coloplast

Restordrer og hospitalsaktiviten i Kina tynger Coloplasts pæne vækst.
Foto: Coloplast/pr
Foto: Coloplast/pr
af marketwire

Coloplasts stærke organiske vækst med positive bidrag fra Urologi, Hud & Sårpleje samt den nyeste division Stemme & Respiratorisk Pleje trumfes i nogen grad af fortsat høje omkostninger samt udfordringer med hospitalsaktiviteten i Kina og restordrer.

De blandede takter afspejles også i Coloplasts forventninger til 2022/23, hvor prognosen for den organiske vækst er oppræciseret. Negative valutaeffekter har medført en nedpræcisering af salgsvæksten i kr., mens fortsat høje omkostninger ligger til grund for nedpræciseringen af driftsmarginen, EBIT, før særlige poster.

Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, over for MarketWire, efter at medicoselskabet har fremlagt regnskab for sit andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2022/23.

Coloplasts omsætning var stort set, som analytikerne havde forventet i kvartalet, mens den organiske vækst på 8 pct. var noget bedre end de 7,2 pct., som konsensus lå på.

”Den organiske vækst på 8 pct. i kvartalet er der bestemt ikke noget at sige til,” siger Søren Løntoft Hansen, der peger på udviklingen i divisionerne Hud & Sårpleje, Urologi samt Stemme & Respiratorisk Pleje som drivkraften i andet kvartal.

De tre divisioner voksede henholdsvis 13, 17 og 9 pct. organisk i perioden.

Svagere var udviklingen i Coloplasts største divisioner, Stomi og Kontinens, der for førstenævnte var negativt påvirket af fortsat begrænset hospitalsaktivitet i Kina, mens sidstnævnte var tynget af restordrer i kvartalet.

Organisk voksede begge divisioner 6 pct.

Til gengæld oplyser Coloplast i sit regnskab om bedring i hospitalsaktiviteten i Kina, ligesom at udviklingen for restordrerne lysner.

”Det er positivt med meldingerne om udviklingen i Kina - den her stigende hospitalsaktivitet frem mod slutningen af andet kvartal - og også meldingen om, at produktionen er oppe at køre igen i forhold til at afhjælpe restordrer inden for Kontinens og til dels Hud og Sårpleje,” siger senioranalytikeren.

Højere omkostninger tynger indtjeningen

Mens Coloplasts toplinje og organiske vækst er godkendt af analytikerne, haltede indtjeningen noget fra højere omkostninger i kvartalet.

Bruttomarginen landede på 67 pct. mod 69 pct. i samme periode året før.

”Bruttomarginen er lavere end ventet. Det er drevet af højere inputomkostninger, højere energiomkostninger, højere transportomkostninger, lønstigninger i Ungarn, opskaleringsomkostninger fra fabrikken i Costa Rica og omkostninger relateret til restordrerne,” siger Søren Løntoft Hansen.

Også distributionsomkostningerne var lidt højere end ventet i kvartalet, hvilket tynger driftsindtjeningen.

Coloplast har i forbindelse med sit regnskab præciseret sine forventninger til 2022/23. Mens den organiske vækst nu ventes at lande på 8 pct. mod tidligere 7-8 pct., har negative valutaeffekter betydet en nedpræcisering af salgsvæksten i kr., mens de stigende omkostninger tynger EBIT-marginen.

Nedpræciseringen vil med al sandsynlighed medføre sænkede estimater hos analytikerne, vurderer senioranalytikeren.

”Det ligner, at estimaterne skal lidt ned, og det kan godt ramme aktien lidt - også med tanke på nogle af de negative elementer, der er i andet kvartal,” konstaterer han.

Af samme årsag vurderer Søren Løntoft Hansen, at aktien vil præstere under det generelle marked, når børsen i København åbner. Han påpeger dog også, at regnskabet også har sine positive elementer, hvilket bør afbøde en del af det negative.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også