Widex-familiers medicoselskab sigter mod milliardsalg

“Vi håber, at dette kan udvikle sig til et selskab på niveau med det gamle Widex,” siger Uneeg Medicals adm. direktør til Børsen.
Foto: Uneeg Medical / Pr
Foto: Uneeg Medical / Pr

Medicoselskabet Uneeg Medicals ambition er at omsætte for et milliardbeløb inden for få år og at gå i break-even i 2026.

Det fortæller selskabets adm. direktør, Torben Sandgren, til Børsen.

“Vi håber, at dette kan udvikle sig til et selskab på niveau med det gamle Widex, hvor det her ses som det nye teknologispor for familierne,” siger han til mediet med henvisning til Uneeg Medicals ejere, familierne Tøpholm og Westermann, der netop står bag høreapparatkoncernen.

Widex-familierne købte sig ind i Uneeg Medical i 2009 og har siden løbende overtaget samtlige aktier i selskabet, der kom ud af seneste regnskabsår med et underskud på 112 mio. kr., og ifølge Børsen har udsigt til et underskud på mellem 125 og 150 mio. kr. i det indeværende. 

Indtil videre har ejerfamilierne investeret over en halv mia. kr. i Uneeg Medical, som arbejder på at udvikle medicinsk udstyr til optimering af epilepsibehandling. Særligt USA kan blive et vigtigt marked for selskabet, som kører kliniske forsøg i landet og sigter mod at opnå amerikanske godkendelse i 2026.

Sidste efterår bevilgede de britiske sundhedsmyndigheder 15 mio. kr. til Uneeg Medical til at gøre selskabet i stand til at gennemføre en større klinisk ’real world’-studie af sit hjernebølgeimplantat, Uneeg Episight.

Uneeg Episight opnåede i 2019 europæisk CE-mærkning, der giver tilladelse til at sælge og markedsføre det medicinske produkt i Europa.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også