Uberettiget fyring og forsøg på "karaktermord" – landets største medico-leverandør i bitter direktørstrid
Det var anklager om illoyal og obstruktiv adfærd, manglende samarbejdsvilje og bekymringer omkring leverandørhåndtering, der lå til grund for, at Mediq Danmark, landets største leverandør af medicinsk udstyr til sundhedssektoren, i 2019 gav sparket til sin daværende adm. direktør Ulrik Rokkedal Therkildsen.
Det fremgår af en nylig dom fra Retten i Glostrup, som Medwatch har fået aktindsigt i.
Dommen sætter foreløbigt punktum for en tre år lang strid mellem Mediq og Ulrik Rokkedal Therkildsen, der selv beskriver forløbet som et ”forsøg på karaktermord” og ”ren chikane”.
Ulrik Rokkedal Therkildsen har siden 2021 været adm. direktør for og medejer af opstartsvirksomheden Human Bytes, men sideløbende har han ligget i juridisk infight med sin tidligere arbejdsplads Mediq, som han stævnede i oktober 2020 – ni måneder efter sin fyring.
Ulrik Rokkedal Therkildsen ville have rettens ord for, at hans fyring var uberettiget, og konkurrenceklausulen dermed var ulovligt opretholdt, samt at han samtidig havde krav på over 1,1 mio. kr. i bonusudbetaling i sin fritstillingsperiode, kompensation for manglende tildeling af firmabil samt berettigelse til et særligt medarbejderaktieprogram.
Mediq var til gengæld lodret uenige i anklagerne og stævnede Ulrik Rokkedal Therkildsen for 2,2 mio. kr. i erstatning fra den tidligere direktør, som selskabet hævdede havde krænket sin kundeklausul i sit nye arbejde samt tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt gennem manglende jobsøgning.
Fyring var uberettiget
6. oktober faldt hammeren i Glostrup så:
Fyringen af Ulrik Rokkedal Therkildsen var uberettiget, og konkurrenceklausulen kunne ikke gøres gældende. Det kunne heller ikke bevises, at han havde brudt sin kundeklausul eller tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt. Til gengæld slog retten fast, at han ikke har ret til hverken aktieprogram eller bonusudbetaling i fristillingsperioden.
Firmabilsordning havde Ulrik Rokkedal Therkildsen dog krav på under sin opsigelsesperiode, fastslog retten, der derfor pålagde Mediq - der også skal betale sagens omkostninger - at betale en kompensation på kr. 27.144, til selskabets tidligere direktør.
Ulrik Rokkedal Therkildsen har anket dommen til landsretten, da han fortsat mener, at han har krav på bonusudbetaling i fristillingsperioden.
Ulrik Rokkedal Therkildsen, der tilbage i 2019 ikke ville uddybe årsagen til fyringen, bekræfter i dag forløbet over for Medwatch.
”Jeg er selvsagt tilfreds med udfaldet, og at dommen var så tydelig i medholdet til de væsentlige områder.”
”Omvendt er jeg ærgerlig over, at vi skulle dette uskønne forløb igennem, da selvom man vinder, så taber alle i sådan et forløb,” siger Ulrik Rokkedal Therkildsen.
Han mener selv, at Mediq ved hans fyring på det nærmeste forsøgt at har udstille ham som en, der var blevet bortvist for at have stjålet af kassen – ikke mindst over for hans tidligere medarbejdere i Mediq Danmark.
”Som direktør skal man kunne både give og modtage ubehagelige beskeder, det er en del af jobbet. Alligevel er jeg ærgerlig over, at man finder det nødvendigt at fremture med en så usædvanlig voldsomhed over for en tidligere direktør. Jeg er også ærgerlig over, at man i starten forsøgte at skade mit omdømme ved at fremstille afskedigelsen som en alvorlig bortvisning,” siger Ulrik Rokkedal Therkildsen.
Han beskylder samtidig Christian Kanstrup, der er executive vice president (EVP) for Mediq i Norden, og afsender på Ulrik Rokkedal Therkildsens fyreseddel, for chikanøs adfærd og trusler om praktisk talt ubetalelige krav forud for retssagen.
”I starten skulle jeg lige lande på fødderne efter trusler om bortvisning og astronomiske krav, som indledningsvist var, hvad der svarede til mere end 20 års løn. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det alene havde karakter af ren chikane, og intet hold havde i virkeligheden, hvilket dommen også er tydelig omkring,” siger Ulrik Rokkedal Therkildsen.
Mediq afviser beskyldninger og glæder sig over punktum
Christian Kanstrup, EVP i Mediq, er ligesom Ulrik Rokkedal Therkildsen tilfreds med dommen, siger han til Medwatch.
”Vi blev jo stævnet for over 1,2 mio. kr., og som du kan se, ender vi med at skulle betale ham ca. 27.000 kr. (for firmabilsordningen red.). Det er selvfølgelig altid hårdt med et langt forløb, men sådan er det jo,” siger Christian Kanstrup og tilføjer:
”Dommen bekræfter, at det er korrekt, at han (Ulrik Rokkedal Therkildsen red.) ikke var berettiget til sin bonus og de her lidt specielle aktier, han har fået.”
Christian Kanstrup afviser samtidig, at han eller Mediq skulle have truet Ulrik Rokkedal Therkildsen med krav svarende til 20 års løn forud for fyringen eller skulle have givet Mediq-medarbejdere eller andre grund til at tro, at Ulrik Rokkedal Therkildsen skulle have taget af kassen.
”Jeg forstår ikke, hvor det med de 20 års løn kommer fra. Hvis han krænkede sin kundeklausul i den kontrakt, han havde, var vi berettigede til at kræve seks måneders bod per måned, krænkelsen stod på. Så vi kunne have rejst et langt større krav, end vi gjorde, men det ville vi selvfølgelig ikke gøre. Retten har vurderet, at der ikke var nogen krænkelse af kundeklausulen, selvom jeg ikke helt forstår det,” siger Christian Kanstrup.
Han fastholder, at beslutningen om at fyre den daværende direktør var rigtig.
”Vi var fundamentalt uenige om den strategiske retning, omkring hvordan vi håndterer leverandører og flere forskellige elementer, som gjorde samarbejdet besværligt. Det er, som det står beskrevet i dommen,” siger Christian Kanstrup.
Christian Kanstrup mener, uenighederne og samarbejdsbesværet blev ”påpeget og påtalt” i forhold til Ulrik Rokkedal Therkildsen – en påstand som Ulrik Rokkedal Therkildsen ikke er enig i.

Ulmende uenighed
Det kom som et lyn fra en klar himmel, da Mediq Danmark kort før julen 2019 fyrede Ulrik Rokkedal Therkildsen. Mediq Danmark havde kort forinden vendt røde tal på bundlinjen til et overskud på 16,7 mio. kr., og årsagen til Ulrik Rokkedal Therkildsens pludselige exit har indtil nu blæst i vinden.
Retssagen tegner dog et billede af en ulmende uenighed mellem Ulrik Rokkedal Therkildsen og Christian Kanstrup, der startede i Mediq som EVP for Norden og Baltikum i sommeren 2019 efter en årrække som chef for Novo Nordisks globale division for blødermedicin.
Ulrik Rokkedal Therkildsen, der havde været med i opløbet til stillingen som EVP for Norden og Baltikum inden ansættelsen af Christian Kanstrup, havde blandt andet i klare vendinger udtrykt utilfredshed med en omlægning af bonusordningen i Mediq, og flere vidner har i retten forklaret, at Ulrik Rokkedal Therkildsen både havde en konfrontatorisk ledelsesstil og havde utrykt skepsis om Mediqs strategi om at samle mere magt og beslutningskraft på tværnationalt niveau i forretningen.
Jan Albrechtsen, interim EVP mellem oktober 2018 og maj 2019, og Lotte Hagedorf, HR-chef for Norden og Baltikum, har desuden begge i retten forklaret, at der blandt medarbejderne var et indtryk af, at der i Ulrik Rokkedal Therkildsens sidste ansættelsesår skete ændringer i hans påklædning, mødetid og engagement.
Ville købe Mediq Danmark
Striden eskalerede for alvor 22. november 2019, få uger inden fyringen, da Ulrik Rokkedal Therkildsen sender en fortrolig e-mail til Mediq-koncernens ultimative ejer, Advent International, og managing director, Tom Allen, for at undersøge muligheden for et potentielt ”management-buy-out” af Mediq Danmark.
Ulrik Rokkedal Therkildsen skrev blandt andet, at det vil kræve ”en anden strategi, struktur, omkostningsbase” og ”ledelse” at realisere det fulde potentiale i Mediq Danmark under et nyt ejerskab.
”Jeg synes, jeg var lykkedes ganske godt med Mediq Danmark A/S. Jeg elskede den organisation, vi havde fået opbygget, med gode kollegaer, processer og tilfredse kunder. Jeg vurderede også, at det havde potentiale til meget mere, så jeg så muligheden for en god handel ved at fortsætte den strategi og retning, jeg havde haft succes med. Derfor var et opkøb den eneste rigtige mulighed,” siger Ulrik Rokkedal Therkildsen.
Svaret fra Tom Allen var, at der ”ingen interesse” var for at sælge Mediq Denmark i smådele, og få uger efter bliver Ulrik Rokkedal Therkildsens først truet med bortvisning, og 4. december 2019 bliver han opsagt i et brev fra Christian Kanstrup.
Christian Kanstrup har under retssagen beskrevet, at ”managementafdelingen kom helt op i det ”røde felt”” over henvendelsen fra Ulrik Rokkedal Therkildsen, der blev betragtet som ”underminering af ledelsen og strategien.”
Forud for købstilbuddet var der ifølge Christian Kanstrup gået en periode, hvor Ulrik Rokkedal Therkildsen havde været usamarbejdsvillig og haft en konfrontatorisk adfærd over for leverandører, herunder Coloplast.
Direkte adspurgt, om han selv betragter Ulrik Rokkedal Therkildsens købstilbud som illoyalt, svarer Christian Kanstrup:
”Det mente vores gruppe-CEO (Christian Wojczewski, daværende adm. direktør i Mediq International red.), og den opfattelse er jeg helt enig i.”
”Det er klart, at når vi har en strategi om, at vi skal udnytte vores skala, og at man så foreslår, at man skal bryde virksomheden op i mindre bider, så kan man ikke tage det som andet, end at man ikke er enig i gruppestrategien,” siger Christian Kanstrup.
Er det så også på gruppe-niveau, at beslutningen blev truffet om at fyre ham?
”Den her henvendelse var det, der gjorde, at der blev sagt stop på gruppe-niveau,” Christian Kanstrup.

”Resultaterne taler for sig selv”
Ulrik Rokkedal Therkildsen forklarer, at anklagerne om illoyal og obstruktiv adfærd, manglende vilje til samarbejde samt bekymringer vedrørende hans håndtering af leverandører gør indtryk på ham, men at anklagerne i sin væsentlighed først er noget, han er blevet præsenteret for efter sagen startede.
”Jeg er stolt af de resultater, jeg leverede som adm. direktør, fra et svært udgangspunkt med nedadgående trend, og jeg synes, resultaterne taler for sig selv. Det er dog klart, at hvis man skal levere sådan en resultatfremgang, så kommer dette ikke uden uenigheder og sværdslag på vejen. At nogen skulle have oplevet det som konfrontatorisk, kan jeg selvsagt ikke afvise. I en ledelse har jeg altid værdsat plads til forskellighed, og hvad jeg kalder positiv friktion,” siger Ulrik Rokkedal Therkildsen.
Selv vurderer han, at hans fyring alene bunder i hans ønske om at købe Mediq Danmark.
”Det faldt den Nordiske EVP (Christian Kanstrup red.) for brystet, som derfor opfandt disse påstande til lejligheden, som inkluderer hændelser, der ligger mere end halvandet år forud for opsigelsen. Samtlige påstande forblev i øvrigt fuldstændigt udokumenteret igennem hele sagen, hvilket også fremgår af dommen med al tydelighed,” siger Ulrik Rokkedal Therkildsen.
Ingen funktionær- eller ferielov
Rikke Agervig Helles, der er advokat og teamchef i den ansættelsesretlige afdeling i Lederne, en faglig organisation og a-kasse for ledere, ser jævnligt, at direktører og ledere på højt niveau ender i juridiske tvister med deres arbejdsgivere.
”Jo højere, man er i hierarkiet, jo sværere kan det være at løse sådan nogle tvister her ved et forlig. Så vi ser en del sager, som også ender i retten, så der skal en dommer til for at få en afklaring,” siger Rikke Agervig Helles.
En del af forklaringen kan være, at direktører ansættelsesretligt er dårligere beskyttet end funktionærer, der er dækket af funktionærloven og ferieloven, påpeger hun.
Uenighederne mellem parterne kan både skyldes, at kontrakterne bevidst er løst formuleret, eller at parterne ved ansættelsen ikke havde forestillet sig, at ansættelsen kunne munde ud i en tvist, siger Rikke Agervig Helles og understreger, at de fleste konflikter mellem direktører og deres arbejdsgivere handler om økonomi.
”Det er tit spørgsmål om, hvorvidt man stadigvæk er forpligtet af eksempelvis konkurrence- eller kundeklausuler, og så handler det meget ofte om aflønning, og om der skal afregnes bonus. Det er også tit økonomiske spørgsmål som ejerandele, aktieoptioner og anparter, der bliver en udfordring,” siger Rikke Agervig Helles.
Ærgrer sig over mislykket køb
Næsten tre år efter sin afsked med Mediq har Ulrik Rokkedal Therkildsen nu rettens ord for, at hans fyring ikke var berettiget. Han lægger ikke skjul på, at sagen har påvirket ham, men der er ikke noget, han ville have gjort anderledes, og han mener, at Mediq kunne have håndteret sagen ”på en langt mere professionel måde”.
”Jeg er stadig ærgerlig over, at det ikke lykkedes at købe Mediq Danmark, da det er en virksomhed, der stadig har et kæmpe uforløst potentiale. Omvendt fik jeg muligheden for at være med i et nyt eventyr med Human Bytes, med den vision at forløse det kæmpe potentiale AI har for sundhed.”
Christian Kanstrup fortæller, at han ville ønske, at sagen kunne være løst tidligere på mindelig vis, men understreger, at der skal to til at nå en aftale.
”Det har været et langt forløb, og det er lidt trist. Selvfølgelig ville jeg ønske, at man kunne have håndteret det på en anden måde, men nu er vi desværre endt der, hvor vi er, og så er jeg bare glad for, at udkommet blev godt set med vores øjne, men nu må vi så fortsætte diskussionen her,” siger Christian Kanstrup og tilføjer:
”Det er ærgerligt, at han har valgt at anke byrettens dom til landsretten, men Mediq og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at anken for hans vedkommende forekommer grundløs.”
Relaterede artikler:
Tidligere Mediq-boss bliver topchef i sit nye selskab
For abonnenter