Ambu vil fordele fyringsrunde over flere lande

Britt Meelby Jensen starter hårdt ud som ny topchef hos Ambu, hvor hun i forbindelse med en større nedjustering af forventningerne i selskabets regnskab for tredje kvartal samtidig smed en fyringsrunde på bordet.
Omkring 200 ansatte skal forlade virksomheden som led i et ’kost-besparelsesprogram’, der skal spare Ambu omkring 250 mio. kr. næste år.
Det er dog svært for den adm. direktør at sige præcis, hvornår de fyrede medarbejdere får klar besked.
”Vi skal først mødes i et internt samarbejdsudvalg og finde ud af, hvad der skal til, før vi kan sige noget konkret. Men jeg kan godt sige, at de 200 skal findes med et globalt fokus,” fortæller Britt Meelby Jensen til MedWatch, hvor direktøren understreger, at hun derfor heller ikke har fastlagt endnu, hvilke typer af stillinger der typisk bliver nedlagt.
Har I slet ikke nogen ide om, hvor de fyringer mere præcist skal findes?
”Vi har selvfølgelig arbejdet med nogle interne planer i ledelsesteamet, men der er forskellige lovmæssige processer i forskellige lande. I Danmark skal vi i dialog med samarbejdsudvalget, og det begynder så nu,” siger hun.
Lokal lovgivning afgør tidspunkt for udmeldinger
Dermed er der i øjeblikket ikke nogen fagforeninger, som er inviteret med i processen, hvor det vigtige ifølge topchefen bliver, at udvælgelsen i fyringsrunden sikrer, at Ambu stadig fastholder sin innovation og sit vækstpotentiale.
”Vi skal stadig kunne udvikle nye produkter og bringe dem til markedet,” siger hun.
I regnskabet, der dækker tredje kvartal i det forskudte regnskabsår 2021/2022, skriver Ambu, at virksomheden blandt andet vil reducere salgsafdelingerne i en række markeder og vil sænke investeringsniveauet i sin udviklingsafdeling og på den måde få en mere fokuseret tilgang.
Hvornår kan medarbejderne forvente at få klar besked?
”Det er selvfølgelig et fokus at holde medarbejdere så kort tid som muligt i en periode med usikkerhed, så derfor gør vi det på den måde, at vi melder det ud land for land, så snart det er muligt i forhold til lokal lovgivning. Derfor bliver processen kørt så hurtigt som muligt, og jeg formoder, at det for langt størstedelen kommer til at ske hen over de næste uger,” siger Britt Meelby Jensen.
Ambu afholder i eftermiddag et såkaldt ’Town Hall’-møde for medarbejderne, hvor formålet ifølge topchefen er at svare på alle de ansattes spørgsmål og at få dem til at forstå nødvendigheden af fyringsrunden.
”Organisationen skal forstå, at vi stadigvæk er en virksomhed, der har fokus på sine medarbejdere og har planer om at vokse og tage flere medarbejdere ind mange år frem i tiden. Lige nu har vi desværre bare måtte tage denne beslutning,” siger topchefen.
Britt Meelby Jensen skiftede for lidt over to måneder siden hendes plads i Ambu bestyrelse ud med topposten, efter tidligere peruviansk-amerikanske Juan Jose Gonzalez blev fyret fra jobbet.