MedWatch

Dansk virksomhed "sprøjtede mundbind ud" – nu er den gået konkurs

Scandinavian Medico System kunne producere 4000 FFP2-mundbind i timen, som den solgte til det danske sundhedsvæsen. Pengene slap op, og nu er selskabet gået konkurs.

Foto: Christophe Gateau/AP/Ritzau Scanpix

Positiv omtale manglede Scandinavian Medico System i hvert fald ikke.

Under coronakrisen fik selskabet, der hører hjemme i Hinnerup nord for Aarhus, megen medieomtale. Især for den ret så effektive maskine, der ifølge TV2 Østjylland, som i marts 2021 sammen med flere andre medier besøgte virksomheden, kunne ”sprøjte” 4000 mundbind ud i timen.

”Jeg er ikke i tvivl om, der er brug for mundbind i lang tid fremad. Men om det er et, to eller fem år, det er svært at sige noget om,” sagde adm. direktør Kristian Hyllested til TV2 Østjylland i marts 2021.

Et år og tre måneder senere er Scandinavian Medico System taget under konkursbehandling. Pengene er sluppet op, fortæller Kristian Hyllested i dag til MedWatch – og det har ikke været uden omkostninger for statskassen.

Er der gæld?

”Ja, det er der.”

Hvem er der gæld til?

”Der er primært gæld til det offentlige.”

Vil du afsløre hvor meget?

”Nej.”

Hvorfor ikke?

”Det har jeg ikke lyst til. Jeg synes, det er træls.”

Hvorfor er det træls?

”Det er da træls at gå konkurs med noget. Det tror jeg også, du vil synes.”

Købte råvarer for alle pengene

Kristian Hyllested drev Scandinavian Medical System med sin kompagnon Dan Gundersen fra lokalerne i slikfabrikken Scan Choko i Hinnerup nord for Aarhus. Kristian Hyllested er ligeledes direktør for Scan Choko.

Mundbindsselskabet bestod engang af 12 fuldtidsansatte, ifølge DR.

I marts 2021 var TV2 Østjylland på besøg hos jer, og der gik det tilsyneladende ret godt. Hvornår holdt det op med at gå godt?

”De corona kom på tilbagetog, og vi holdt op med at bruge mundmasker herhjemme. Der gik det i stå. Vi var meget sikre på, at Region Hovedstaden ville bestille mange flere mundmasker hjem, for da vi startede produktionen op, kunne regionen slet ikke få nok af dem.”

Har I været for dårlige til at drive virksomhed, i forhold til at kunne se frem i tiden?

”Det synes jeg ikke.”

Men I er jo så gået konkurs?

”Det er vi, ja. Vi havde en formodning om, at markedet ville blive ved noget længere, og at det ville blive svært at få råvarer. Og så købte vi egentlig råvarer for alle de penge, vi havde tjent. Så stoppede corona i Danmark, og vi brændte inde med en masse mundmasker – og råvarer til at producere endnu flere.”

Scandinavian Medical System er ikke kommet med regnskab for 2021, mens 2020-regnskabet, det første – og efter alt at dømme eneste – i selskabets levetid, viste et overskud på 2,8 mio. kr. Ifølge mundbindsselskabets hjemmeside lykkes det blandt andet i 2020 at vinde en ordre på 1 mio. mundbind til Region Hovedstaden.

Brændt inde med en million mundbind

Kristian Hyllested fortæller, at de to kompagnoner i første omgang havde søgt om at gå i rekonstruktion – det der tidligere blev betegnet som betalingsstandsning, med henblik på at drive selskabet videre, hvis covid-19 atter kommer tilbage, og sundhedsmyndighederne finder det nødvendigt med mundbind igen.

”Der kommer et marked for det igen, det kan vi to vist godt blive enige om,” som Kristian Hyllested selv siger.

Scandinavian Medical System fik et nej fra Sø-og handelsretten, og er således nu blevet sat under konkursbehandling med Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten som kurator. De 12 medarbejdere blev alle opsagt i 2021.

”Vi holdt op med at producere for et år siden, og så har vi forsøgt at sælge vores lagerbeholdning siden”

Har I en stor lagerbeholdning stadig?

”Det kommer an på hvem du spørger. Jeg synes den er stor. Hvis du spørger Abena, så tror jeg ikke, de synes, den er stor”

Hvor mange mundbind taler vi om? En million? 200.000?

”Knap en million.”

Scandinavian Medical System producerede de såkaldte FFP2-mundbind, som eksempelvis var påkrævet i Tyskland og brugt af personalet i det danske sundhedsvæsen. Nu er det således en opgave for kurator Boris Frederiksen at få afsat råvare- og færdigvarelageret og få lukket selskabet ned.

Mere fra MedWatch

Læs også

Seneste nyt

MedWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier