MedWatch

Sydbank: Positive Duodeno 1.5-testresultater smitter af på Ambu-aktien

59 ud af 60 udførte undersøgelser med Ambus Ascope Duodeno 1.5 har været succesfulde, oplyste Ambu mandag morgen, og det smitter af på aktiekursen.

Foto: Sydbank/PR

Dagens positive resultater fra Ambus studie med endoskopet Ascope Duodeno 1.5 har smittet af på aktien, der mandag morgen sendes op af investorerne.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, over for Marketwire.

Ambu ligger mandag formiddag 5,4 pct. højere i 200,10 kr. på børsen i København.

Studiet med endoskopet er blevet udvidet fra 29 ved Ambus årsregnskab til 60 i dagens opdatering, hvoraf 59 viste sig at være en succes.

Det svarer til en succesrate på 98,3 pct. og er selvsagt godt nyt for medicoselskabet - især fordi der er tale om et endoskopiområde i gang med en konvertering til engangsendoskoper med stor konkurrence blandt producenterne.

"Det er et område, hvor man regner med, at hovedparten af markedet på sigt vil konvertere fra genbrugelige endoskoper til engangsendoskoper. Her er det vigtigt, at man står godt i konkurrencen, fordi det også er et endoskopiområde, som andre producenter kigger på," siger Søren Løntoft Hansen.

"Det man ret beset viser i nogen grad med studiet er, at det er et produkt, som lægerne kan regne med, og som virker i de procedurer, man gennemfører med et endoskop inden for duodenumendoskopi," fortsætter han.

Ambu oplyser i dagens meddelelse, at studiet ventes udvidet til 150 cases i februar, når selskabet leverer regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22.

Det er Sydbank-analytikerens vurdering, at studiet vil fortsætte også efter februar.

Duodeno 1.5 er en videreudvikling af Duodeno 1.0. Ved lanceringen af forgængeren var det hurtigt tydeligt, at der var plads til forbedring.

"1.5'eren er en videreudvikling af 1.0'eren, som det virker til, at man ret hurtigt indså, at den måtte redesignes på tilbagemeldinger fra nogle af de læger, som havde prøvet den tidligere version."

Samtidig har Ambu også Ascope Duodeno 2 i sin pipeline.

Kliniske test med Ambus Duodeno 1.5 når succesrate på over 98 pct. 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier