Ambu får hug på børsen efter svag prognose
Ambu dykker 8,5 pct. til 159,50 kr. fra børsåbning, efter at medicokoncernen har leveret svage prognoser for det nye regnskabsår i forbindelse med regnskabet for 2020/21.
Den organiske salgsvækst blev i hele 2020/21 på 16 pct., og i det nye regnskabsår ventes det niveau at blive fastholdt, da Ambu ser en vækst på 15-19 pct. i 2021/22.
EBIT-marginen før særlige poster landede i 2020/21 på 8,5 pct. mod ventet 8,8 pct. af analytikere adspurgt af Bloomberg News. Her venter Ambu for indeværende regnskabsår 7-9 pct.
Konsensusestimaterne for indeværende år lød ifølge JPMorgan på 19 pct. for den organiske salgsvækst og på 11,5 pct. for EBIT-marginen før særlige poster.
JPMorgan skød dog noget lavere på henholdsvis 16 og 8,6 pct.
Ambu venter, at den organiske vækst vil komme i den senere del af regnskabsåret, i takt med at Ambu opnår momentum fra lanceringen af nye produkter.
EBIT-marginen ventes også forbedret i løbet af året, men den ventes påvirket negativt af prisstigninger på råmaterialer og fortsat høje omkostninger i forsyningskæderne.
Relaterede artikler:
Ambu kommer med skuffende vækstudsigter
For abonnenter
Ambu forbereder bred lancering af forbedret duodenoskop
For abonnenter