MedWatch

Sydbank inden Coloplast-regnskab: Forventningerne til 2021/22 kommer i fokus

Der kommer til at være fokus på forventningerne til 2021/22, når Coloplast mandag udsender regnskab for det forgangne skæve regnskabsår.

Foto: Coloplast / PR

Forventningerne til 2021/22 kommer i fokus, når den danske medicovirksomhed Coloplast mandag gør status for det forgangne regnskabsår.

Prognosen ventes at være i overensstemmelse med selskabets langsigtede plan, Strive25, om en organisk vækst på 7-9 pct. og en driftsmargin (EBIT) på over 30 pct.

Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

Han ser fortsat usikkerhed om effekterne fra covid-19 fremadrettet, selv om fjerde kvartal ventes løftet af vaccineudrulningen og genoptagelse af ikke-akutte operationer samt øget patienttilgang. Det ventes at afspejle sig positivt i omsætningen.

"En god omkostningsstyring vil desuden dæmpe væksten i kapacitetsomkostninger i forhold til toplinjevæksten, hvilket bør bidrage til en yderligere forbedring af lønsomheden," skriver senioranalytikeren.

Han venter, at Coloplast vil melde en forventning ud til det kommende forskudte regnskabsår om en organisk vækst i niveauet 7-8 pct. samt en EBIT-margin på 32-33 pct.

Den største kilde til usikkerhed er fortsat covid-19 og følgevirkningerne deraf.

Påvirkning fra covid-19 aftager

Coloplasts Stomi-division har i de seneste kvartaler været påvirket af en begrænset tilgang af patienter i særligt Storbritannien og USA som følge af covid-19.

Det har ført til øgede lagre hos forhandlerne, der har skullet afvikles.

Sydbank venter, at markedsvilkårene for divisionen er blevet forbedret i fjerde kvartal drevet af vaccineudrulningen.

Her vil det med al sandsynlig være den nye produktgeneration af stomiposer, Sensura Mio, der driver væksten.

Senioranalytikeren venter en organisk vækst for divisionen på 9 pct. samt en omsætning på 2004 mio. kr. i fjerde kvartal.

Også divisionen Urologi nyder godt af en bedring af situationen omkring covid-19, der har begrænset antallet af ikke-akutte operationer.

Det ventes at bidrage til en organisk vækst i den del på 14 pct. og en omsætning på 543 mio. kr. i kvartalet.

Kontinens løftes fortsat af Speedicath

Coloplasts Speedicath-katetre ventes også i fjerde kvartal at trække væksten op i divisionen Kontinens, hvor blandt andet salget af typen Speedicath Flex ventes at bidrage positivt.

Divisionen har oplevet en bedring i markedsvilkårene, hvilket har ført til en øget patienttilgang, skriver Søren Løntoft Hansen. Samtidig er der tale om et let sammenligningsgrundlag, hvilket ventes afspejlet i væksten.

Sydbank ser i fjerde kvartal en organisk vækst på 7 pct. og en omsætning på 1821 mio. kr. i divisionen.

Også i Coloplasts sidste division, Hud og Sårpleje, ventes bedring.

"Vi forventer, at en højere hospitalsaktivitet i kølvandet af covid-19 trækker væksten af sårplejeprodukter."

"Vi venter desuden en stigende efterspørgsel efter hudplejeprodukter - herunder et positivt bidrag fra Compeed-kontraktproduktionen," skriver Søren Løntoft Hansen i optakten.

Væksten i Hår og Sårpleje ventes at være drevet af plastrene Biatain Silicone og Biatain Fiber-porteføljen, og i divisionen ventes en organisk vækst på 9 pct. og en omsætning på 644 mio. kr. i kvartalet.

Mere fra MedWatch

Permanent forhøjet forskningsfradrag begejstrer – men ikke uden forbehold

Det vækker begejstring hos branche- og erhvervsorganisationer, at et flertal i Folketinget fredag blev enige om en aftale, der blandt andet betyder, at fradraget for forskning og udvikling permanent forhøjes til 130 pct. Fradraget kræver imidlertid, at aftaleparterne kan finde finansieringen engang til efteråret, og uvisheden giver anledning til bekymring.

Læs også

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier