MedWatch

Analysehus forventer større vækst hos GN i kommende regnskab

Når GN Store Nord, der blandt andet står bag producenten af høreapparater GN Hearing, torsdag morgen præsenterer kvartalsregnskab vil blandt andet end succesfuld periode blandt amerikanske krigsveteraner komme til udtryk i tallene.

Foto: GN Store Nord / PR

Der vil blive holdt godt øje med væksttallene hos begge GN's divisioner, når selskabet afleverer regnskab for andet kvartal torsdag morgen.

Særligt headset-divisionen GN Audio vil blive studeret nøje efter en voldsom organisk vækst på hele 36 pct. i første kvartal og en opjustering af forventningerne til hele året.

For høreapparatselskabet GN Hearing, der fortsat udgør den største del af GN, ventes der en organisk vækst på 7,2 pct. blandt analytikerne i andet kvartal, viser estimaterne.

Hos norske DNB er forventningen en vækst på cirka 7,5 pct. mod 6 pct. i andet kvartal sidste år, og fremgangen vil blandt andet være trukket af gode takter hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner, lyder det fra finanshuset.

I andet kvartals første måned - april - var GN Hearing markedsleder hos VA med en andel på knap 30 pct., inden markedsandelen blev sendt kraftigt tilbage af konkurrenters lanceringer af nye produkter i maj.

"Vi venter en organisk vækst på cirka 7,5 pct. i andet kvartal for GN Hearing, trukket af en stærk top i VA-markedsandelen i april (som bidrager med 3,4 pct.point til væksten i andet kvartal mod 3,6 pct.point i første kvartal) og på det uafhængige amerikanske marked, vurderer vi," skriver DNB i optakten.

Forventninger fastholdes formentlig

Hos det norske finanshus er det forventningen, at GN i regnskabet for andet kvartal holder fast i sin prognose.

Og den skal selskabet såmænd også nok komme i mål med, vurderer DNB, som dog er mere bekymret for resultaterne på lidt længere sigt efter flere konkurrenters produktlanceringer i foråret.

Særligt schweiziske Sonovas lancering af Phonak Audéo Marvel, der har betydet, at selskabet har vundet markant terræn hos blandt andet VA - særligt fra GN Hearing - kan forstærke konkurrencen for GN Hearing markant i den kommende periode.

Derudover er værdiansætningen af aktien allerede høj, hvorfor der ikke er meget plads til skuffelser.

"Vi venter, at GN Group når sine forventninger til 2019, men forbliver bekymrede for det konkurrenceprægede miljø for GN Hearing i andet halvår grundet effekten af Sonovas lancering," skriver DNB.

"Vi mener også, at GN Audios stærke præstation er reflekteret i aktierne, eftersom GN Group handler på niveau med Demant," fortsætter banken.

Overordnet set er der lagt op til stor fremgang i GN's tal for andet kvartal isoleret set, viser konsensusestimaterne fra selskabet selv.

Omsætningen ventes at vokse til 2990 mio. kr. fra 2564 mio. kr. i andet kvartal sidste år, mens driftsresultatet (EBITA) ses stige til 527 mio. kr. fra 452 mio. kr.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier