MedWatch

Ambu tabte 3,2 mia. kr. i markedsværdi efter nedjustering

Aktionærerne tog ikke vel imod nyheden om, at Ambu har opdateret sin strategi og i samme forbindelse også nedjusterede sine forventninger til væksten.

En nedjustering mandag aften endte tirsdag med at barbere omkring 3,2 mia. kr. af Ambus markedsværdi, da aktien faldt 14,2 pct. til 89,74 kr.

Kursfaldet betyder, at det danske medicoselskab ved tirsdagens børslukning har en markedsværdi på 19,5 mia. kr.

Baggrunden for tirsdagens store kursfald var, at Ambu mandag aften nedjusterede sine forventninger til regnskabsåret 2018/19, hvor der nu regnes med at blive solgt cirka 750.000 endoskoper mod tidligere "mere end" 750.000 endoskoper.

Samtidig ses den organiske vækst lande på 14-15 pct. mod førhen 15-16 pct., mens driftsmarginen, målt på EBIT før særlige poster, ventes at ramme 22 pct. mod tidligere 22-24 pct.

Den lavere vækst skal blandt andet ses i sammenhæng med, at Ambu har valgt at udfase engangskoloskopet SC210, som tidligere ellers er blevet set som et af de nye væksthåb i det forretningsområde, selskabet selv kalder for visualisering.

En test i USA med henblik på at dokumentere, at SC210 lever op til standarderne for genanvendelige koloskoper, er nemlig ikke faldet heldigt ud, og derfor har Ambu besluttet at stoppe markedsføringen af produktet.

Også for 2019/20 sænker Ambu forventningerne, så det nu venter et salg af cirka 1 mio. endoskoper. Her lød buddet tidligere på "plus" 1 mio. endoskoper. Den organiske vækst i 2019/20 spås nu at blive på 16-19 pct. mod førhen 18-23 pct.

Driftsoverskuddet, målt på EBIT før særlige poster, ses kaste en margin på "minimum" 20 pct. af sig, hvilket skal sammenlignes med en oprindelig udmelding om 26-28 pct.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier