MedWatch

Læge bag positivt studie med transvaginale net oplyste ikke om 850.000 kr fra Coloplast

En læge, der i 2012 stod bag et positivt sikkerhedsstudie med Coloplasts omdiskuterede transvaginale net, er kommet i uføre, fordi han ikke deklarerede, at han modtog 850.000 kr. fra Coloplast til studiet. Selv siger han, at det var en fejl.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Gynækolog og professor Mohamed Abdel-Fattah fra det skotske University of Aberdeen er kommet under beskydning fra kolleger, efter at det er kommet frem, at han i et studie fra 2012 ikke har deklareret en betydelig pengepose fra Coloplast.

Det skriver BBC.

Det omtalte studie skulle undersøge en potentiel bivirkning ved transvaginale net fra blandt andet Coloplast, som benyttes til at behandle kvinder med nedsunket underliv.

Mohamed Abdel-Fattah havde angivet, at studiet var finansieret af 550.000 kr. fra velgørenhedsfonden The Henry Smith Charity, men havde ikke nævnt, at studiet også var finansieret af 850.000 kr. fra Coloplast.

Mohamed Abdel-Fattah har nu publiceret en rettelse til det oprindelige, syv år gamle studie, hvor det fremgår, at studiet også er finansieret af Coloplast. Han siger selv, at det var en fejl, at pengene fra Coloplast ikke var deklareret. Han fastholder desuden, at pengene fra Coloplast ikke har haft nogen indvirkning på studiet.

Studiet konkluderede, at ingen kvinder fik smerter i lårene efter tre år med et transvaginalt net indopereret i hoften.

Siden har en lang række kvinder, som har fået indopereret de transvaginale net og efterfølgende døjet med smerter, sagsøgt Coloplast i USA, som har betalt i alt 4,7 mia. kr. i forlig med kvinderne.

I juli 2018 blev operationer med transvaginale net forbudt på ubestemt tid i Storbritannien, undtagen i særtilfælde, mens også New Zealand har forbudt udstyret.

Til BBC siger gynækologen Wael Agur, som har indsendt en klage over Mohamed Abdel-Fattah til de britiske autorisationsmyndigheder, at han er "chokeret" over udeladelsen af de 850.000 kr.

Coloplast-chef forsvarer skandaleombrust medicoudstyr: "Vi samarbejder med FDA"

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier