MedWatch

Analytiker om Coloplasts regnskab: "Udramatisk"

Coloplast leverede i regnskabsårets første kvartal et resultat, der på stort set alle parametre var som analytikerne forventede.

Foto: PR/Sydbank

De store overraskelser udeblev i regnskabet for første kvartal fra medicokoncernen Coloplast, hvor hovedtallene stort set ramte plet i forhold til analytikernes forventninger.

"Der var udsigt til et relativt udramatisk regnskab, og det er også hovedtræk det, de leverer," siger Søren Løntoft Hansen, der er aktieanalytiker hos Sydbank, efter offentliggørelsen af regnskabet tirsdag ved middagstid.

Kort efter offentliggørelsen af regnskabet tog Coloplast-aktien et hurtigt dyk på børsen, men straks efter blev den negative reaktion vendt til stigning til et niveau på over 620 kr. mod et niveau på knap 612 kr. lige før offentliggørelsen. Ifølge Sydbank bør regnskabet dog ikke påvirke aktien ret meget.

"Jeg synes egentligt ikke, at aktiekursen skal så forfærdeligt meget på det her regnskab, som i det store hele er som forventet. Der er lidt plusser og minusser, og forventningerne fastholdes også. Det er meget udramatisk," siger Søren Løntoft Hansen.

Han fremhæver, at hud- og sårplejeforretningen, der i en længere periode har været kendt som Coloplasts "problembarn", klarede sig overraskende godt i første kvartal, hvor den organiske vækst for divisionen endte på 11 pct. Til sammenligning faldt salget på organisk basis med 5 pct. i samme periode året forinden.

"Det ser ud til, at Biatain-produktporteføljen performer rigtig godt i kvartalet, og udvidelsen af porteføljen bidrager også til væksten. Man har et lettere sammenligningsgrundlag på grund af kontraktproduktionen af Compeed, der var ramt i første del af det seneste regnskabsår. Hudplejeforretningen bidrager i det her kvartal omvendt negativt på grund af et svært sammenligningsgrundlag," siger Sydbanks analytiker.

I Coloplasts største forretningsområde, stomi, endte den organiske vækst i første kvartal på 8 pct., og det er omvendt en lille skuffelse.

"Jeg - og markedet - havde måske sat næsen op efter en organisk vækst på omkring 9 pct. Det lander lidt lavere end ventet, men det er nuancer," siger Søren Løntoft Hansen.

Samtidig er bruttomarginen på 67 pct. også lidt lavere end Sydbanks forventninger, og det har medført en lidt lavere indtjening end ventet.

I regnskabet skriver Coloplast, at bruttomarginen er negativt påvirket af produktmikset, omstruktureringsomkostninger og også løninflation i Ungarn, hvor koncernen har produktionsfaciliteter.

Coloplast rammer sine egne forventninger lige på - problembarn trækker op

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier