MedWatch

Össur-chef fremhæver voksende protesesalg i årsregnskab

Proteseforretningen hos islandske Össur voksede i 2018 7 pct. organisk, og det er selskabets finansdirektør Sveinn Sölvason stærkt tilfreds med.

Islandske Össur, som laver proteser og støtteprodukter, løftede bundlinjen i fjerde kvartal til 34 mio. dollar mod 23 mio. dollar samme kvartal sidste år.

Det skyldes blandt andet fornuftig fremgang i protesesegmentet, som havde en organisk vækst på 7 pct. i 2018. Det er også proteser, som bidrager mest til bundlinjen, siger finansdirektør Sveinn Sölvason.

"Vi har positive forventninger til vores proteseforretning. Proteser har en noget højere margin i forhold til vores andre forretninger både på brutto- og driftsmargin. Det er også en del af forklaringen på, hvorfor vi ser den her gradvise fremgang i vores profitabilitet. Det er, fordi vores protesedel er vokset hurtigere end vores støtteprodukter," siger Sveinn Sölvason til Ritzau Finans.

Han ser tilbage på året 2018 med overordnet tilfredshed, og det har også fået Össur til at løfte forventningerne til ebitda-marginen fra 19 til 23 pct. Det skal dog tages med lidt forbehold, da selskabet fremadrettet implementerer IFRS 16, som er en anden bogføringsstandard.

"De nye bogføringsstandarder kommer ikke til at ændre på bunden, det kommer kun til at ændre på ebitda. Det har ingen indflydelse - det er ren bogføring. Reelt løfter vi forventningerne til ebitda-marginen fra 19 til 20 pct., hvor de sidste 3 pct. skyldes bogføringen," siger Sveinn Sölvason.

Selskabet har samtidig købt fire selskaber i 2018, som skal give en ekstra omsætning på 70 mio. dollar i 2019, men de kommer dog til at have en lille negativ indflydelse på indtjeningsmarginerne. Fremadrettet kommer virksomhederne dog til at få positiv indflydelse, spår direktøren.

"Det er profitable selskaber, men det er lidt mindre profitabelt end vores forretning, fordi det er mindre selskaber," siger Sveinn Sölvason til Ritzau Finans.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier