MedWatch

Før WDH-regnskab: Analytikere holder øje med trådløst topprodukt

Når høreapparatskoncernen William Demant Holding tirsdag aflægger regnskab for tredje kvartal, vil analytikere især holde øje med væksten i det trådløse høreapparat Oticon Opn.

Foto: William Demant

Der er formentlig ikke større nyheder under solen, når William Demant Holding tirsdag afleverer periodemeddelelse for tredje kvartal, der dækker perioden helt frem til offentliggørelsen.

Vanen tro vil der ikke være nogen deciderede regnskabstal i offentliggørelsen, der normalt er en kort verbal udredning af aktiviteterne i perioden.

William Demant Holding har igennem første halvår haft så godt gang i forretningen, at selskabet ved halvårsregnskabet kunne løfte bunden af sit forventningsinterval for driftsresultatet før renter og skat (ebit), der nu lyder på 2,65-2,85 mia. kr.

Flere analytikere - og de konsensusestimater, som selskabet selv har indsamlet - peger på, at resultatet også meget vel kan ende i toppen af det interval, men William Demant Holding vil formentlig ikke skrue mere på forventningerne ved tirsdagens præsentation.

I stedet vil fokus være på, hvorvidt selskabet formår at klemme mere vækst ud af det trådløse topprodukt inden for høreapparater, Oticon Opn, der efterhånden har to et halvt år på bagen.

"Vi forventer, at William Demant vil indikere at det gode vækstmomentum fra årets første to kvartaler er fortsat ind i tredje kvartal. Vi forventer, at den organiske salgsvækst er drevet af et stærkt engrossalg af høreapparater, mens vi venter en mere afdæmpet organisk salgsvækst inden for William Demants detailaktiviteter," skriver Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank, i en optakt.

"Efter vores vurdering vil det fortsat være produktfamilien Oticon Opn, der danner fundamentet for den stærke salgsudvikling. Vi forventer, at salgsvæksten fortsat er geografisk bredt funderet med en specielt god salgsudvikling i Nordamerika og Frankrig," uddyber han.

VA er et stærkt kort

En af de helt store konkrete vækstsucceser for William Demant Holding i løbet af det seneste år er den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

Her er markedsandelen braget i vejret, siden William Demant introducerede Oticon Opn - og særligt efter at muligheden for genopladelige batterier også er kommet med i kategorien.

"Tilgængelige data fra salg af høreapparater på den offentlige del af det amerikanske marked indikerer, at William Demants stærke vækstmomentum er fortsat ind i tredje kvartal," skriver Morten Imsgard.

Han venter i øvrigt, at de gennemsnitlige salgspriser for William Demant Holding vil være blevet dæmpet en smule i tredje kvartal efter mange stærke kvartaler på stribe, fordi produktmikset har ændret sig til produkter i de lidt lavere priskategorier, fordi selskabet er så langt fremme i livscyklussen for Oticon Opn, som tilfældet er.

Derudover har selskabet netop - i forbindelse med EUHA-messen i Hannover i midten af oktober - officielt lanceret en stribe nye produkter i de lavere prisklasser, hvilket vil trække fokus yderligere i den retning.

"Vi venter dog, at tredje kvartal vil være karakteriseret af et stigende salg af billigere høreapparater. William Demant har for nylig lanceret nye høreapparater i basiskategorien, som blandt andet er et vigtigt markedssegment på det tyske marked. Derudover estimerer vi også et stigende salg af basis-høreapparater til det engelske sundhedsvæsen i andet halvår 2018 i forhold til første halvår 2018," skriver Morten Imsgard.

"Salgsvæksten vil derfor efter vores vurdering i højere grad været drevet af et stigende antal solgte høreapparater og i mindre omfang af en stigende gennemsnitlig salgspris i tredje kvartal," uddyber han.

Værdien tilbage efter aktiefald

William Demant har i øvrigt fået et par opløftende ord med på vejen fra flere analysehuse på det seneste - efter at aktien igen er kommet kraftigt ned på jorden oven på en voldsom begyndelse på året med store stigninger.

Siden toppen i juli er aktien bakket med små 30 pct. Nedturen skyldtes i første gang den generelle uro på aktiemarkederne, der ramte særligt medtech-aktier hårdt, og derefter skabte snakken om over the counter-salg af høreapparater i USA ny turbulens blandt høreapparatpapirerne.

Katalysatoren til det var en FDA-godkendelse af et nyt produkt fra amerikanske Bose, der ved første øjekast kunne ligne et decideret OTC-produkt, selv om reglerne for salgskanalen endnu ikke er færdiggjort. Det skabte usikkerhed om fornyet konkurrence fra nye aktører og sendte høreapparataktierne voldsomt ned.

Siden har både Danske Markets, Nordea og Jyske Bank dog løftet anbefalingen af William Demant Holding til "køb" fra "hold", mens SEB har skruet op til "hold" fra "sælg".

Alle henviser til den nu igen lavere værdisætning, mens også OTC-emnet er et omdrejningspunkt. Hos Danske Markets ser analytiker Martin Parkhøi - i tråd med flere af høreapparatproducenterne selv - mest OTC-markedets oprettelse som en mulighed for at øge penetrationen, der i forvejen er lav.

"FDA-godkendelsen af et Bose-høreapparat har understreget myndighedernes interesse i at skabe et OTC-marked for høreapparater. Det kan blive en realitet i 2020, og det præsenterer naturligvis en risiko. Vi vurderer, at det kan løfte volumen i høreapparatmarkedet og ser det ikke som en disruption af det traditionelle marked," skrev han i et analysenotat, da anbefalingen blev løftet i sidste uge.

Han venter, at der også fortsat er masser af vækst at hente for William Demant Holding næste år - blandt andet i kraft af en lancering af en ny produktplatform, der af flere aktører ventes at komme i første halvår næste år.

"Aktierne er faldet med 35 pct. siden deres top, og vi ser nu værdi igen. William Demant Holding har skabt en meget stærk audiologisk milepæl med Oticon Opn, og vi vurderer, at selskabet vil bygge videre på det med lanceringen af en ny Oticon-platform i første kvartal 2019," skriver Martin Parkhøi i sin analyse.

Periodemeddelelsen fra William Demant Holding præsenteres inden markedets åbning tirsdag.

WDH-topchef: Nye produkter skal vinde yderligere territorium hos krigsveteraner 

Mere fra MedWatch

Sydbank-analytiker: Positivt at Bavarian Nordic-aktiesalg klares hurtigt

Det er positivt, vurderer analytiker i Sydbank, at Bavarian Nordic allerede om en uge regner med at kunne præsentere resultatet af det udbud, selskabet tidligere mandag offentliggjorde, som skal sikre finansiering af et fase 3-studie med en vaccinekandidat mod RS-virus i første halvår 2022.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier