MedWatch

Ingen tidsplan for Hedegaards GN-exit

Der er endnu ikke sat en dato for Anders Hedegaard afgang som adm. direktør for GN Hearing, siger den afgående direktør.

Foto: GN Resound, PR

Anders Hedegaards vej ud af GN Groups høreapparatselskab, GN Hearing, kommer til at foregå glidende og uden tidspres.

I første omgang er fokus på, at den afgående topchef får givet alle opgaver videre til den midlertidige afløser, finansdirektør Marcus Desimoni.

Men der er ikke sat et fast tidspunkt på, hvornår det arbejde skal være afsluttet, og Anders Hedegaard er heller ikke presset af en deadline hos sin nye arbejdsgiver.

"Foreløbig er jeg her og er med til en glidende overgang til Marcus. Vi har ikke sat en dato på, men jeg skal sammen med Marcus sikre, at vi får håndteret de ting, der er i gang," siger Anders Hedegaard i et interview med Ritzau Finans.

"Fokus er på, at overgangen til Marcus skal ske så fornuftigt som muligt. Så jeg er mødt på arbejde her til morgen, og jeg er her hele dagen og et også et stykke tid endnu," uddyber han.

Arbejdet med overdragelsen kommer i øvrigt også til at kunne ske uden større knaster, lyder forventningen fra den afgående topchef, der i sit nye job også skal være administrerende direktør hos et internationalt selskab.

"Marcus og jeg har stået side om side i udviklingen af vores strategi, og vi har et fantastisk samarbejde. Så det bliver pærelet for os at køre den her proces også. Og jeg er glad for løsningen, for det er det klart bedste for firmaet, medarbejderne, kunderne og aktionærerne," siger Anders Hedegaard.

Han venter dog ikke, at han også skal være en del af arbejdet med at finde en permanent afløser til posten.

"Det er jo bestyrelsen, der skal finde en permanent afløser, og jeg har ingen forventning om at skulle deltage aktivt i det. Men skulle bestyrelsen spørge, har jeg da i hvert fald også en kommentar," siger Anders Hedegaard.

Forhandlingerne med Anders Hedegaards nye arbejdsgiver har kørt i løbet af oktober, og først onsdag kom der en endelig aftale på plads.

Den afgående topchef kan ikke fortælle, hvem den nye arbejdsgiver er, eller om der er tale om et børsnoteret selskab eller ej. Han understreger dog - i tråd med meddelelsen fra GN onsdag - at der ikke er tale om et selskab, der på nogen måde er i konkurrence med det danske selskabs to forretningsområder.

Anders Hedegaard om GN-exit: "Jeg har fået et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til"

Anders Hedegaard stopper som topchef i GN Hearing

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier